Blå mærker – dagen derpå.

Når man sådan er brudt sammen, og har været nødt til at bede om hjælp, når man har fået kram af sine dejlige kolleger, fået nummeret på Falck Healthcare, haft samtaler med ledere, fået tid til at beskrive arbejdsopgaver, og tilsagn om hjælp til at sortere i dem – når man tilmed har fået lov til at tage tidligere hjem på en fredag med besked om at passe godt på sig selv. Er der så mere at drømme om?
Det er der helt bestemt.

Det virkelige problem er absolut ikke en manglende lyst til at drage omsorg for hinanden derude på arbejdspladserne.
Alle har godt nok så travlt, at der ikke er tid til at se hinanden i øjnene, og tale ordentligt sammen om det der gør ondt – men det virkelige problem, det er diskursen i vores velfærdssamfund.

Presset på personalet i skoler, børnehaver og vuggestuer er nu så stort, at vi falder på stribe, hvis det ikke snart vender. Og dem som falder først, det muligvis de mest engagerede. Det er dem, som ikke selv kan sortere i arbejdsopgaverne. Fordi vores opgaver ikke er noget – de er nogen.
Det handler om levende mennesker. Derfor er det så svært at sige fra. Fordi det at sige fra, det indebærer at afvise at tage sig tid til nogen. Det indebærer at afvise at tage sig tid til et barn, som har brug for den tid. Ikke for sjov, ikke bare for at få opmærksomhed – men for at kunne føle sig tryg og lære at være sig selv, sammen med andre, i en kompliceret verden.

Sigrid Borup Bojesen skrev som kommentar til mit indlæg igår:
“Godt indlæg! dejligt ærligt, og noget som de færreste, nok ikke kender til. Desværre siger det jo rigtig meget om en samfundsstruktur (new public management styring, og anden low trust forvaltning af de offentlige frontmedarbejdere), der manifesterer sig på et personligt plan… Personligt herfra kunne jeg ønske mig en tænketank i, hvordan vi kan skabe et andet fokus på, og forvaltning af det pædagogiske arbejde, hvor tid, nærvær og ro er de bærende elementer”.

Lad dette være de afsluttende ord.

Kommentarer