Blå mærker

Vi er til fødselsdag hos min mor. Mens vi drikker kaffe fortæller jeg, at det ikke går så godt. Jeg er træt. Der er så meget at se til, og selvom jeg prøver at holde pauser, når jeg er på arbejde, så lykkes det ikke altid.
“Jeg bliver bange” siger hun. Det er ikke min mor, som siger det. Det er min datter. Hun fortsætter “for jeg har lagt mærke til det længe – og jeg kan genkende det hele. Du begynder at være ligesom dengang”.

Dengang, var hun vel ikke meget mere end ti år. Dengang, sagde hun en aften en sætning, som jeg aldrig glemmer: “Mor, det er underligt, jeg savner dig, selvom du er her”.

Jeg smiler lidt og siger “Det er da ikke så slemt som dengang”. Hun ser på mig med sine store blå øjne og holder fast i sit budskab “Det er altså det samme”.

Jeg lyttede ikke.

Nu er der gået en uges tid, siden vi sad og drak kaffe og spiste lagkage. Igår var en lang dag. Der var også forældremøde om aftenen. Og det var en af de dage, hvor jeg hele tiden forsøgte at holde en pause, men hvor jeg ikke var helt sikker på, om jeg kunne tillade mig at gøre det. Der skete hele tiden noget. Der var brug for, jeg trådte til. Og det gør jeg. Jeg træder til, for jeg kan ikke finde ud af andet. Slet ikke, når jeg har travlt. For når jeg har travlt, så får mit hoved dobbelt så travlt – og holder iøvrigt fuldstændig op med at sortere i, hvad jeg kan og hvad jeg skal. Jeg tror bare, jeg skal det hele. Alting. Redde verden. Mindst. Der var møder. Der var forældremøde. Jeg var hjemme 19.15. Jeg sov uroligt og drømte om alt det, jeg ikke nåede.

Til morgen havde jeg en aftale med en elev kl. 8. Jeg kunne næsten ikke overskue det. Bagefter satte jeg mig foran computeren for at tjekke mails og planlægge min dag. Jeg kunne ikke overskue det.

Jeg kunne ikke overskue noget af alt det, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle nå. Alle de børn som har brug for hjælp. Børn som jeg holder af. For sådan er det: Jeg holder virkelig af dem! At afvise dem og overlade dem til sig selv, det føles som at svigte. Som ondskab. Jeg kan ikke holde det ud.
Jeg vendte mig mod mine kolleger og sagde “Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi passer bedre på hinanden”. Og så græd jeg – rigtig meget. Så jeg næsten ikke kunne holde mig selv ud.

For hvorfor sagde jeg ikke bare fra i tide?

Kommentarer