Respektløs integration eller tidlig indsats

Jeg har mere end en gang taget i mod et skrigende barn, der klamrer sig til sin mor, fordi han ikke forstår, hvorfor han skal afleveres til et vildt fremmed menneske. Det har han aldrig prøvet før.

Jeg har mere end en gang forsøgt at forklare en kvinde, en mor, med tårer i øjnene og panik i blikket, at jeg nok skal passe godt på hendes lige så paniske barn – det er rigtig svært når vi ikke taler samme sprog.
Jeg har følt mig meget alene når jeg har talt i telefon med en utålmodig mentor der understreger at nu SKAL moderen snart starte i sprogskole, selv om barnet stadig mistrives i institutionen.
Jeg har følt mig lige så alene når mentor understreger at hendes indsats er rettet alene mod forældrene som enkeltpersoner og ikke mod familien som helhed.

Som pædagog i en vuggestue er jeg med til at tage i mod små børn i familier, der er flygtet fra Syrien.
Det har givet mig et indblik i, hvor ureflekteret integrationsprocessen er.
Der bliver ikke taget udgangspunkt i den enkelte familie og deres behov. Al den viden og praksis vi har for tidlig indsats, gælder tilsyneladende ikke, hvis man er barn i en familie der er flygtet fra død og ødelæggelse. Så er der helt anderledes arbejdsmarkedrettede tiltag på spil.
Men hvad hjælper det pres, når det nu ikke nødvendigvis er sådan verden hænger sammen for den enkelte familie?
Hvorfor føler vi, som samfund, at det er mere end rimeligt at vi påfører de her familier endnu mere frustration og smerte end de allerede har oplevet?

Jeg føler mig klemt mellem to overbevisninger.
Der er regeringens og samfundets overbevisning om, at hurtig og effektiv indsats skaber en god integration. Det kan ikke gå hurtigt nok.
Så er der min egen overbevisning. Som pædagog og menneske får jeg rigtig ondt i maven, når jeg skal se på en så ulykkelig mor. Det vender sig i mig når jeg ved hvad de har oplevet, når jeg ved hvor forfærdeligt hun synes det er, at skulle gå fra sit barn.
Jeg får ondt i maven over, at repræsentere et system der i den grad vælger at overse menneskene bag de ambitiøse integrationsstrategier.
Jeg bliver bange for, at den her mor tror at det her også er min overbevisning, selv om jeg er så dybt uenig i, at tvang og overgreb skaber vellykket integration.

Selvfølgelig skal moderen starte på sprogskole, og selvfølgelig skal den her lille dreng være en del af det danske institutionsmiljø, så han kan lære sproget og kulturen at kende.
Men burde det ikke være muligt at tage individuelle hensyn?
Kunne det tænkes at integrationen ville lykkes endnu bedre, hvis de her mennesker blev mødt på deres behov og med respekt for deres følelser?

Hvis vi virkelig vil integrationen er vi nødt til at tænke på familierne som en helhed – fuldstændig som vi gør det med etnisk danske familier. Vi skal tænke tidlig indsats for de her små traumatiserede børn – fuldstændig som vi gør med etnisk danske familier.

Der er behov for ressourcer i institutionerne til integrationsindsatsen, hvis de her små børn skal blive livsduelige samfundsborgere. Vi har behov for dem i fremtiden, og hvis vi ikke giver dem en god start på livet i Danmark og i stedet forcerer integrationsprocessen kommer det til at koste os dyrt. Fuldstændig lige som hvis vi forfejler den tidlige indsats over for etnisk danske familier.

Vi skal give forældrene mulighed for, i langt højere grad, at lære dansk sammen med deres børn.
Det ville give god mening at etablere små undervisningsmiljøer i forbindelse med daginstitutionerne. På den måde kan vi integrere børnene i daginstitutionerne samtidig med at forældrene både kan være tæt på deres børn OG lære dansk.
Det ville give god mening at der fast var tolkebistand i institutionerne. Tolkene skal ikke være nogen vi ringer efter ved afholdelse af møder. De skal være en integreret del af hverdagen i institutionerne så vi hele tiden kan kommunikere med forældrene OG børnene. For nogle af de her børn HAR jo et sprog – det er bare ikke dansk endnu. Men de har stadig behov for at vide hvad der foregår omkring dem og hvad vi forventer af dem. Fuldstændig lige som deres forældre har det.

Der er behov for en mere reflekteret stillingtagen til, hvad vi vil med integrationsprocessen.
Det er ikke godt nok at have en holdning om, at flygtningene der kommer til Danmark skal ud på arbejdsmarkedet hurtigere end de kan nå at pakke kufferten ud.
Flygtningene er også mennesker, og de er ikke alene. De er ofte en del af en familie, og den forhastede integrationsproces skaber nogle store tabere i form af de børn der bliver ofret og hvis behov vi, som samfund, vælger at overse.