Hvorfor skal et vuggestuebarn klare sig selv?

Jeg kender en dreng, der hedder Johannes. Johannes er 1.5 år gammel. Han har det største smil og glade øjne fulde af liv. Hans hår er lyst krøllet og en smule uglet, men det gør ham bare endnu mere charmerende.

 Johannes er som regel altid et af de første børn, der kommer om morgenen. Hans mor ser ofte ud til at have travlt. Hun skal videre på arbejde, inden morgentrafikken for alvor tager til. Johannes er glad og tryg, når jeg tager imod ham om morgenen. På dette tidspunkt, er der ikke så mange børn på stuen. Der er ro til, vi kan snakke sammen uden at blive forstyrret. Johannes´ mor synes, det er ret tidligt, men hun synes samtidig, at dette tidspunkt, er godt at aflevere på. Hun kan nå at tale med mig og være nærværende i forhold til at aflevere Johannes.

 Ikke længe efter Johannes´ mor er kørt, begynder flere og flere forældre og børn at ankomme, og snart er stuen fyldt. Denne morgen er vi to medarbejdere til at tage imod. En medhjælper og jeg. Johannes er urolig og klynker lidt. Jeg fornemmer, han bliver mere og mere utryg jo flere mennesker, der er på stuen. Jeg ved, det er vigtigt, jeg giver alle børn lige mulighed for at få en god aflevering hver dag. Johannes sidder på madrassen med noget legetøj. Jeg håber, han kan aktivere sig selv, mens jeg tager imod de andre børn, der skal afleveres.

 Johannes begynder at smågræde og tager en lille bamse op fra gulvet og bider i den. Han tygger på bamsen mens han ser ulykkeligt hen på mig. Jeg kan ikke tage ham op, for jeg er ved at tage imod Caroline, der sidder knuget ind til sin far og ikke vil give slip. Carolines far ser på sit ur, og gør tegn til at han skal gå nu. Jeg tager en meget ulykkelig Caroline over til mig. Caroline strækker sine arme ud efter sin far, mens hun giver sig til at græde højlydt. Mens jeg forsøger at trøste Caroline, kan jeg høre Johannes er blevet mere ulykkelig. Jeg går over mod ham, med en følelse af frustration over at jeg ikke har kunne være en nærværende voksen for både Caroline og Johannes denne morgen.

 Alt imens jeg har haft fokus på, at sørge for at alle børn med deres forældre har kunne få en god aflevering, har min kollega forsøgt at sætte lege igang, sætte andre børn til at samle puslespil og tegne.

 Forældre og børn har brug for at møde en nærværende pædagog, som forstår at møde dem og give dem en god og tryg aflevering. Hvis vi som samfund ønsker at give vores børn den bedst mulige start på livet – gøre dem livsduelige, skal normeringerne være bedre i dagtilbud. Johannes og Caroline har brug for nærværende voksne. Der skal være pædagoger, som kan give Johannes og Caroline, det de har brug for, når deres forældre er på arbejde. Men hvad med de andre børn? Dem som er kommet og som nu laver puslespil, leger eller tegner? De er overladt til dem selv, fordi vi ikke kan være der for dem, da der kommer mange børn til.

 Hvis vi som samfund ønsker børn, der vokser op og bliver aktive medborgere. Medborgere, der bl.a. kan udvikle Danmark i en positiv retning, bliver vi nød til at prioritere. Vi skal prioritere, at der investeres i børns muligheder for at udvikle sig individuelt og socialt. Det kræver blandt andet at børn møder nærværende pædagoger. Men nærvær kommer ikke dumpende ned fra himlen.

Det er ikke nok, at pædagoger er dygtige – der skal også være nok af dem! Så simpelt er det, hvis der skal være nærvær for alle børn, om morgenen, om formiddagen og om eftermiddagen! Pengene skal bruges, der hvor de kan gøre en forskel. Det skal gøre en forskel på Johannes og Caroline og alle andre børn, hvis vores velfærd skal bibevares og udvikles i en positiv retning.

 Børn skal ikke være overladt til sig selv.