Hvem skal holde dit barn i hånden?

Det er lørdag, og jeg står i køen i Fakta sammen med, hvad der virker til, at være halvdelen af byen. Ligesom alle de andre, står jeg og prøver at finde ud af, om den anden kø går hurtigere eller langsommere end min, da jeg mærker et par barnearme rundt om min mave. Jeg kigger ned og et par brune øjne møder mine. ”Signe, Hej med dig” siger jeg og gengælder krammet, mens jeg kan mærke, at glæden over at se hende fortrænger Faktas travle stemning. ”Hvordan går det med dig?” Spørger jeg og Signe fortæller. Hun fortæller om en skole, hvor hun har svært ved at leve op til alle de krav, som der bliver stillet af lærerne. Hun fortæller om klassekammerater, som er tarvelige og som ind imellem driller hende. Hun slutter af med ordene ”Jeg vil meget hellere tilbage til børnehaven”.

Signe er syv år og går i 1. Klasse. Inden hun startede i skole, gik Signe i min børnehave. Hun blev ofte nævnt på personalemøder, fordi hun havde det svært med de andre piger. Hun havde svært ved at afkode de signaler, de andre sendte til hende. De andre piger valgte hende tit fra. På personalemøderne talte vi om, hvad vi skulle gøre for at hjælpe hende. Der var gode faglige forslag og handlemuligheder. Problemet var bare, at når vi stod i hverdagen og skulle bruge handlemulighederne, så var der ikke tid. Der var ikke tid til, at en pædagog kunne være med og støtte Signe i legene. Der var ikke tid til at gribe mulighederne for at højne Signes status i børnegruppen.
Den 12. November sidste år udtalte Michael Ziegler (konservativ borgmester i Høje-Taastrup kommune og bestyrelsesmedlem i KL) i Debatten på DR ”I en daginstitution kan man ikke blive ved med at effektivisere med en procent om året. Vi er nået til det punkt, hvor der ikke er flere smarte løsninger. Der SKAL være et vist antal pædagoger pr. barn, og selv Venstres vælgere og Konservative vælgere har det sådan, at når de afleverer deres barn i en daginstitution, så er de utrolig glade for at kunne få øje på en pædagog”.
Michael Ziegler, jeg kan ikke være mere enig. Forældre skal kunne se en pædagog, når de afleverer deres barn, men endnu vigtigere er det, at barnet kan mærke en pædagog, ikke kun i afleveringssituationen, men hele dagen. Vi skal være der for fremtidens Signe, Ahmed, og Frederik. De skal mærke en nærværende pædagog, der kan guide dem i venskaber og konflikter. De skal vide, helt ind i hjertet, at når de træder ind over dørtærsklen i vuggestuen eller børnehaven, så står Susanne, Benny eller jeg klar til at tage dem i hånden, både helt bogstaveligt, men også i overført betydning. Desværre er der i flere kommuner besparelser på vej. Igen. Denne gang kalder de det omprioriteringsbidrag. Men ligegyldig hvad man kalder det, så er det forringelser af den omsorg, der ydes til børnene. Deres forældre vil komme til at kigge endnu længere efter en pædagog. Men værre endnu, så vil fremtidens Signe ikke kunne finde en hånd at holde i, når hun har brug for det. Vi kunne have gjort endnu mere for Signe, hvis vi havde været flere pædagoger. Men som det ser ud nu, så var Signe faktisk heldig, for de børn der følger i hendes fodspor får endnu sværere ved at finde en hånd at holde i, når legen går fra sjov til svær. Når latter og ord bliver til skub, bid, skam og mindreværd. Vi svigter dem, og vi svigter os selv. STOP besparelserne, og invester i børnene i stedet for. Giv dem en hånd at holde i, når livet byder på nye udfordringer. Det er en investering i fremtiden.

Kommentarer