Ingen har patent på sandheden.

image

Når Ole Henrik Hansen, adjunkt og forsker ved DPU, i en vuggestue kan opleve at et barn ingen interaktion har med en voksen i 5 kvarter, er det naturligvis langt fra godt nok. Når han oplever at børnene bliver mødt med en kold og ligefrem afvisende adfærd fra pædagogerne – eller helt bliver overset -, er det naturligvis langt fra godt nok. Når han oplever at pædagogerne ingen didaktiske overvejelser gør sig og bare ”griber dagen” som den nu kommer, er det naturligvis langt fra godt nok. Når han oplever at vuggestuer er kærlighedsløse opbevaringssteder, hvor omsorgen er helt ”udvendig” og kun bliver et tilbud omkring rene bleer, fodring og lange timer på legepladsen, hvor børn og voksne i flyverdragter tøffer planløst rundt, er det naturligvis langt fra godt nok. Når han mener at mange vuggestuer er så dårlige, ja ligefrem så elendige, at de burde lukkes ned, er det naturligvis langt fra godt nok.

Men når han, som jeg oplever det, gør det til et generelt og gennemgribende billede af landets vuggestuer – og ikke mindst fremstiller pædagoger som en flok uengagerede, følelseskolde og ikke-reflekterende voksne, hvis eneste formål bare er at få dagen til at gå – på bedste vis -, så er det at kæden hopper af her. Det er langt fra godt nok – og i min optik: Usandt.

Tværtimod – og heldigvis – oplever og kender jeg langt de fleste pædagoger som værende nogle varme, engagerede, reflekterende og næstekærlige mennesker, som sætter en ære i og gør en kæmpe udviklingsmæssig og væsentlig forskel for rigtig mange børn – og ikke mindst for dem som har allermest brug for det.

De har et dualistisk læringssyn, ser ikke verden som sort/hvid, har gjort sig mange etiske som moralske overvejelser i forhold til det pædagogiske arbejde med børnene og i forhold til forældresamarbejdet; de vægter værdier som plads til forskellighed, møder mennesker hvor de er, er åbne, tolerante, ærlige og altid ”i bevægelse” for at sikre børnene de bedst tænkelige opvækstvilkår – og en god og kærlig barndom. Hvad det så end må være!

At institutionerne så er så dårligt normerede og igennem en lang årrække er blevet udhulet for personale, hvilket naturligvis vanskeliggør og betyder at interaktionen mellem børn og voksne kan virke overfladisk til tider, er et politisk problem, og det, det er det, som der skal gøres noget ved.

Alt andet er ren spekulation i min verden – og langt fra godt nok.

Så er det sagt – og jeg mener det!

Kommentarer