Min virkelighed

Min virkelighed er at jeg er vuggestuepædagog. En virkelighed fyldt med øjeblikke der føles som timer og timer der føles som få øjeblikke.

Øjeblikke, hvor jeg gennem mit fag, er med til at forandre til det bedre og glemmer tid og sted. Timer, hvor mangel på ressourcer gør reelt nærvær og udvikling umulig, hvor dagene bliver uendeligt lange.

 
Magiske øjeblikke, hvor det gode pædagogiske tilbud viser sin styrke. Hvor barnets udvikling er tydelig og hvor jeg som pædagog evner at give denne udvikling de optimale vilkår. Hvor jeg kan hjælpe barnet ind i fællesskabet, støtte op om deres egen løsning af konflikter, give et tiltrængt kram og tilbyde udviklende aktiviteter.

 
Timer og dage i afmagt, hvor der ikke er tid til andet end at slukke brande. På sådanne dage tager jeg mig selv i at handle mod bedrevidende. Jeg giver sutten i stedet for trøst, jeg fjerner det legetøj der bliver brugt til at slå med, i stedet for at hjælpe barnet med alternative handlemåder. Jeg er på sådanne dage ikke en særlig god pædagog. Heldigvis ved jeg, at det ikke er mine evner, der er problemet, men de rammer de har at udfolde sig under.

 

I dette spændingsfelt mellem glæden ved mit fag og afmagten overfor de rammer det udfoldes under, eksisterer min virkelighed. Min virkelighed er dog blot et lille fragment af vores fælles virkelighed.
Vores virkelighed er, at der bliver flere og flere af den sidste slags dage, hvor udvikling desværre ikke er i højsædet. Hvilket ikke kan undgå at have negative følger for de børn vi omgås. Jeg frygter for fremtiden, hvis ikke vi som samfund vælger at opprioritere vores dagtilbud og tilbyde ressourcer i stedet for styring.

Kommentarer