Artikel bragt i Århus Pædagoger nr. 1 – februar 2015
Er du lærer-pædagog?
”Er du sådan en slags lærer-pædagog?” spurgte min 11-årige datter, da jeg kom hjem en af de første dage efter sommerferien og viste hende mit nye skema, hvor der stod understøttende undervisning flere steder og min arbejdstid var opdelt i lektioner. Der er kaos på gangen. Børn løber rundt imellem hinanden, tasker og jakker ligger på gulvet. Jeg samler et par stykker af dem op og lægger dem i nærmeste garderobe med min frie hånd. En dreng kommer løbende ind i mig, så jeg er lige ved at tabe de bogstavkort, jeg har i den anden hånd. Jeg har planlagt bogstavløb i dag. Jeg har gennemtænkt, hvordan reglerne skal forklares, så det bliver let forståeligt, grupperne har jeg skrevet ned, og efter tidsplanen skulle vi være færdige senest kl. 13.30, så børnene også kan nå at spise og høre historie. Men på vej ind i klassen får jeg pludselig øje på Jeppe, som står og sparker til tønden med glemt tøj. ”Er der noget galt”? spørger jeg. Han kigger op på mig og siger: ”Vi har fanneme aldrig tid til at lege. I Janes timer skulle vi også noget med bogstaver, og nu har jeg aftalt så længe med Anton, at vi skulle lege den Starwars-leg, og vi skal hele tiden noget”.
Siden sommerferien har jeg som pædagog været en del af ”den nye folkeskole”. Jeg er trådt ind i en verden, hvor børn er elever, og hvor læringsfremmende aktiviteter har førsteprioritet. I starten har jeg bare travlt med at holde styr på mit nye skema, og hvor jeg skal være hvornår. Jeg forsøger igennem både den understøttende undervisning og de andre timer, jeg lægger i undervisningsdelen, på bedste vis at leve op til målene i folkeskolereformen om dygtige børn, at udviske forskellen i social baggrund og har hele tiden øje for børnenes trivsel. Men specielt i forhold til børnenes trivsel bliver jeg ofte i tvivl, om jeg gør det rigtige. Jeg savner at se opfindsomheden og børnenes frie initiativ blomstre. Eftersom skolereformen har taget en stor bid af den tid, børnene før havde til at lege i skolefritidsordningen, er børnenes ”frie tid” blevet så drastisk formindsket, at jeg kan blive bekymret for, om man på sigt fratager børnene deres frie initiativ, opfindsomhed og evne til at fordybe sig i leg, ved at så stor en del af deres tid er voksenstyret.
Posterne til bogstavløbet hænger ude på legepladsen og blafrer i vinden. Skal jeg få børnene til at sætte sig på deres pladser igen og komme i gang med det bogstavløb. Eller skal børnene have lov til at lege, fordi det måske i virkeligheden er det, de har mest lyst til eller ligefrem brug for? Fremtiden vil med al sandsynlighed kræve, at vores børn er udstyret med både opfindsomhed, omstillingsevne, relationelle kompetencer og en god portion livsglæde. Alt sammen evner som udvikles igennem leg. Det er med andre ord på tide, at vi pædagoger i fællesskab begynder at definere vores opgave i folkeskolen og diskutere, hvordan vi skaber de bedste rammer for børnene.
