Debatindlæg fra Politiken den 6. Februar 2015 om ulighed, minimumsnormeringer og børn i udsatte positioner.

Hvis Morten og Benjamin er ulige, koster det samfundet dyrt.

Det er tirsdag eftermiddag, og min kollega er lige gået hjem, hvilket betyder, at jeg er alene på stuen med 14 børn.

Jeg sidder med en gruppe, der leger med modellervoks, men da en ikke særlig behagelig lugt breder sig på stuen, går jeg på jagt efter lugtens udgangspunkt, hvilket viser sig at være Mikkels ble.

Mikkel og jeg går sammen ud på toilettet for at skifte ble, men vi når kun lige derud, da der lyder gråd og råben fra stuen. Jeg vender hurtigt om, og på stuen kan jeg se, at Benjamin ligger på gulvet ved siden af sin stol, og at Morten sidder og gemmer sig under bordet, mens resten af børnene forskrækket kigger på ham. Det viser sig, at Morten har skubbet Benjamin ned fra stolen, fordi de blev uvenner over modellervoksen.

Benjamin kommer fra et hjem, hvor begge forældre har en uddannelse. Der bliver læst godnathistorie for Benjamin, og både mor og far bruger meget tid sammen med ham. Benjamin har en positiv social arv og er ikke et barn i en udsat position.

Morten kommer derimod fra en familie, hvor mor og far er skilt. Ingen af forældrene har en uddannelse, mor er arbejdsløs og har svært ved at overskue hverdagen med Morten. Morten ser ikke sin far særlig meget, og far dukker ikke op til de møder, vi holder i børnehaven. Morten er ikke alderssvarende i sin sproglige udvikling og har det svært i børnehaven, fordi de andre børn er begyndt at ekskludere ham i deres leg. Han befinder sig i en udsat position og har en negativ social arv.

Hvis vi forestiller os, at Benjamin og Morten står klar ved start og nu skal nå frem til mållinjen, der hedder det gode liv, så har Mortens sociale arv monteret blyklodser om benene på ham, mens Benjamins sociale arv har sat hjælpemotorer fast på ryggen af ham. I sportens verden kaldes det snyd, i en dansk børnehave kaldes det virkelighed.

Det er den virkelighed, der skal ændres!

Hvis beslutningstagerne i dette land hørte efter, hvad forskere og pædagoger fortæller, ville de vide, at det er muligt at hjælpe Morten til at smide blyklodserne og give ham tunede motorer på ryggen. Dette ville give ham en chance for at indhente Benjamin, så de sammen kan nå målstregen med hinanden i hånden.

Dette kræver dog daginstitutioner af høj kvalitet, hvilket blandt andet indebærer høj normering, stor andel af uddannet personale og plads.

Det nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har i en forskningsoversigt fra november måned blandt andet skrevet, at »de tidlige modelforsøg viste, at en højkvalitetsbørnehave kunne forbedre socialt udsatte børns sproglige, kognitive og sociale udvikling så meget, at de ikke haltede bagefter deres kammerater ved skolestart«.

»I de undersøgelser, der fulgte børnene op i voksenlivet, kunne man observere, at børnehavebørnene også efterfølgende klarede sig bedre på arbejdsmarkedet. Flere fik en erhvervsmæssig uddannelse og en bedre indkomst, og færre levede af overførselsindkomster og begik kriminalitet sammenlignet med kontrolgruppen, der ikke havde fået pasning i en højkvalitetsbørnehave«.

De skriver endvidere, at »Høje normeringer er også associeret med bedre social tilpasning samt færre adfærdsvanskeligheder i form af aggression, hyperaktivitet og angst og er fundet at nedsætte forekomsten af konflikter børnene imellem«.
Det vil sige, at hvis vi højner normeringerne i Danmarks vuggestuer og børnehaver, vil vi kunne drage nytte af det her og nu i form af mere trygge og udviklende institutioner, men det vil også nytte langt ud i fremtiden.

Det kan lade sig gøre, og svaret er såre simpelt: minimumsnormeringer på tre vuggestuebørn eller fem børnehavebørn pr. voksen, og dette skal selvfølgelig ske, uden at vi forringer fordelingen mellem uddannet og ikke uddannet personale. Det vil sikre, at vi kan nå alle børn hver dag, hvilket vil give alle børn mere livskvalitet og stimulering.

Vi vil kunne støtte Morten til at få et bedre sprog, og vi vil kunne guide ham til at indgå i lege med de andre børn. Det vil hjælpe Morten, men det vil også hjælpe dig og mig, for når Morten bliver voksen, er risikoen for, at han ender i kriminalitet, blevet mindre, og chancen for, at han får en uddannelse og får et job, blevet meget større.

Det giver et mere trygt samfund og større lighed, hvilket er til fordel for os alle sammen.

Investering i tidlig indsats koster penge – mange penge – men at smide guld på gaden i form af de mange børn, som vi taber, hvis vi ikke gør det, koster mere. Både for Morten og for Benjamin, men også for dig og mig.

Debatindlæg bragt i Politiken den 6. februar 2015.

Kommentarer