Mit oplæg til konferencen om minimumsnormeringer den 28. April 2015.

 

Jeg hedder Mette Munck Theisen.Da Jeg var en lille pige, drømte jeg meget om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Og drømmene svingede meget. Nogle gange ville jeg være møbelsnedker, andre gange læge eller advokat. Nogle gange, når fantasien fik frit spil ville jeg være astronaut, og rejse ud i rummet og opdage fjerne planeter.

Senere tog jeg en ungdomsuddannelse og fik et snit, der gav mig næsten frit valg, hvad angik videregående uddannelser. Jeg havde tre ønsker til et fremtidigt arbejde og det var at det skulle have prestige, det skulle give mig en god løn og så skulle det være vigtigt, derfor valgte jeg at starte på universitetet, kun for at opdage, at det absolut ikke var mig. Derefter prøvede jeg 2 forskellige jobs indenfor indenfor it og forsikring, men det føltes heller ikke rigtigt. Derfor tog jeg mine ønsker op til revision, droppede drømmene om prestige og god løn og fokuserede på at få et vigtigt job. 🙂
Sådan et vigtigt job har jeg nu haft i tolv år, for jeg blev nemlig pædagog, og det er jeg vildt stolt af, og den stolthed ved jeg, at jeg deler med rigtig mange andre pædagoger, fordi vi hver dag er med til at forme, støtte og udvikle små mennesker, så de kan blive den bedste version af dem selv.

Jeg ved dog også, at jeg deler en stigende frustration og følelse af magtesløshed med mange af mine kolleger, fordi vi har et arbejde, der efterhånden er meget svært at udføre på grund af alt for ringe normeringer, hvilket der blandt blev skrevet om i Politiken for en måneds tid siden, hvor Grethe Kragh-Müller udtalte ” Barnet får dårligere betingelser for at udvikle selvet, sociale færdigheder, følelsesregulering og evnen til at koncentrere sig”.

Jeg kan desværre ikke sige, at jeg var overrasket, for min egen hverdag lige nu er, at vi er 3 voksne til 26 børn, hvoraf der er flere som har behov for små skærmede grupper og støtte til enten sociale eller sproglige færdigheder. Det er denne virkelighed resten at mit oplæg i dag vil handle om. Jeg vil nemlig fortælle om nogle af de børn, jeg har mødt i min tid som pædagog og hvordan normeringerne indvirker på deres liv og fremtid.

Jeg vil starte med en fortælling fra min hverdag.
Vi er i en børnehave på Vestegnen, klokken er halv elleve og jeg er den eneste voksne på stuen. Jeg sidder ved et ovalt bord og klipper sommerfugle med en gruppe børn, mens jeg samtidig prøver at følge med i, hvad der sker i Gaia, Sisse og Leas leg. Ind imellem kommer jeg med forslag og guider dem, så deres leg kan fortsætte uden konflikter. Det gør jeg primært, fordi jeg ved, at Gaia har svært ved at lade andre bestemme i legen, hvilket gør, at hun tit bliver ekskluderet af de andre børn. Pludselig kan jeg høre, at der er gråd og råben fra garderoben.
Jeg efterlader de børn, jeg sidder med, og skynder mig derud. Her står Morten med et sværd højt hævet over hovedet. Mohammad står ved siden af, og er meget ophidset og ked af det, og har rigtig svært ved at få sat ord på, hvad han vil sige. Da de ser mig, bryder Mohammad helt sammen og Morten kaster sværdet og løber væk. Jeg sætter mig på en bænk og trækker Mohammad hen til mig, så han kan sidde på skødet og jeg kan hjælpe ham med at sætte ord på, hvad der er sket. Mohammad har sproglige vanskeligheder, så jeg ved, at det er vigtigt, at jeg støtter ham i, at få sat ord på konflikten. Vi når ikke særlig langt, så kan jeg høre, at Morten er på personalestuen, og jeg rejser mig med Mohammad i hånden, for at finde ud af hvad Morten laver. Derefter taler jeg med både Morten og Mohammad, og vi får sammen løst konflikten. Da jeg langt om længe kommer ind på stuen igen, ser det ud som om, at nogen har fyret et kæmpe konfettirør af, for der ligger små stumper karton ud over bordet og gulvet og alle de børn, der var med til at klippe er i gang med noget andet, fordi de blev trætte af at vente på mig. Da jeg kigger over hvor Sisse, Lea og Gaia legede, så er der kun Sisse og Lea tilbage. Gaia sidder med tomme øjne ovre i sofaen og ser fortabt ud.

I denne fortælling hører vi blandt andet om Morten, som er 4 år gammel. Morten elsker at bygge med Lego, men når klodserne ikke vil, som han vil, så kommer han til at kaste med dem, og nogle gange rammer han de andre børn. Morten kan rigtig godt lide at lege med de andre børn, men han har rigtig svært ved at forstå, når de ikke vil det samme som ham. Hans sprog er ikke alderssvarende, og han har svært ved at finde de rigtige ord, og så kommer han til at slå i stedet for. Morten bor alene med sin mor, og ser næsten aldrig sin far. Hans mor har flere gange givet udtryk for, at hun har svært ved at overskue hverdagen med Morten. Morten er en dreng, som har stort behov for en omsorgsfuld og nærværende pædagog som kan sørge for at han i børnehaven oplever et rummeligt sprogstimulerende miljø. Han skal også have en pædagog, som kan guide ham til at handle på en anden måde, når livet går ham imod, så han ikke slår og skubber. Han skal opleve voksne som vil ham og som kan rumme den særlige dreng, han er, så han kan udvikle et sundt, stærkt selvværd. Han skal også opleve læring, så han ved skolestart er på linje med sine kammerater.

Men det Morten oplever i en børnehave anno 2015, det er fortravlede voksne, som gør, hvad de kan for a nå det hele, men som tit ikke er i nærheden, når det gælder. Han oplever også, at de andre børn vælger ham fra fordi de er bange for ham, og at den voksne ikke har tid til at hjælpe ham. Han kommer også til at opleve, at når han starter i skole, så har han ikke helt lært de sociale spilleregler, så risikoen for at eksklusionen fra de andre børn fortsætter er stor. Han vil også opleve, at han har sværere ved at følge med, fordi hans sprog ikke er blevet stimuleret i tilstrækkelig grad.
Han har, billedligt talt, fået monteret blyklodser om benene i forhold til de andre børn. Forskningen viser desværre, at dette kan forfølge ham hele hans skolegang, og i sidste ende kan betyde, at han ikke får en uddannelse og har større risiko for at ende i kriminalitet.

Mohammad, som vi også hører om i fortællingen, er 5 år gammel og han bor sammen med sin far, mor og tre søskende. Far har et arbejde, som han bruger mange timer på, og mor går på sprogskole. Mohammad er en glad dreng, der elsker fodbold og LEGO. Mohammad holder sig tit lidt for sig selv, og vi har gentagne gange set, at han har svært ved at lege med de andre, fordi han ikke helt forstår, hvad det er , de vil i legen, fordi Mohammad har sproglige vanskeligheder. Mohammad er en dreng som har brug for masser af sprogstimulering, både så han kan være med i legene med de andre børn, men også så han ikke står første skoledag og allerede er bagud.

Desværre for Mohammad, så er han født i 2010 og derfor lider han under de dårlige forhold, som vi tillader os, at byde vores børn.

Gaia er 5 år gammel og hun bor sammen med sin storebror, far og mor. Hun er på mange områder en super velfungerende pige, men hun har lidt svært med de sociale spilleregler. Det giver sig blandt udtryk ved, at når hun leger med andre vil hun gerne bestemme det hele, og bliver voldsomt stødt og ked af det, hvis de andre vil noget andet og vælger hende fra.
Gaia har stort behov for en pædagog, som kan være nærværende og guide hende i de lege og konflikter, som hun har med de andre børn. Hun har brug for pædagoger, som kan lave nogle spændende lærende aktiviteter, som stimulerer hendes udvikling og giver hende lyst til at lege og lære.

Det får hun ikke nu.

Hun får godt nok pædagogiske aktiviteter, men ikke så mange og de, der er, bliver tit afbrudt. Hun oplever, at de lege, som hun trods alt har med de andre børn tit går i stykker, og den voksne først dukker op, når det er for sent. Hun bliver godt nok trøstet -nogen af gangene-, men jeg er sikker på, at hun foretrækker, at trøsten slet ikke var nødvendig.

Der findes børn som Morten, Mohammad og Gaia i alle børnehaver, og så er der også alle de andre. Der er Benjamin, hvis forældre lige er blevet skilt, hvilket har gjort ham dybt ulykkelig og så er der Josefine, hvis mor og far har så travlt på deres arbejde, at de helt glemmer at være forældre. Og sådan kan jeg blive ved. Jeg vil så gerne nå dem allesammen, men det kan jeg ikke, og den virkelighed, den holder mig vågen om natten og frustreret om dagen……..

Der er nogen, der siger, at vi ikke har råd til at indføre minimumsnormeringer. Jeg forstår ikke, at vi har råd til at lade være. Jeg forstår ikke, at vi som samfund har råd til at kaste guld på gaden i form af udsatte børns kompetencer og liv.

Med ordentlige normeringer kunne vi ændre livet for både Morten, Gaia, Mohammad og alle de andre. Med ordentlige normeringer ville vi have tid til at hjælpe Gaia med at være social, så hun ikke ender med at blive ensom og ekskluderet.
Vi ville også have tid til at løfte Morten og Mohammad op på deres kammeraters niveau, så de sammen kunne gå den fremtid i møde, som ville tegne lysere for os allesammen, fordi den ville byde på mindre kriminalitet, flere uddannede og færre udgifter til mennesker på overførselsindkomst.

Når jeg har fri fra arbejde og skal hjem, så cykler jeg. Og disse cykelture bruger jeg altid til lige at reflektere over dagen. Det er tit alle de ting, jeg ikke har nået, som fylder og som optager mine tanker. Men ind imellem så er der også gode historier, og dem higer jeg om, og gemmer som små skatte, jeg kan tage frem, når det hele er svært på grund af manglende tid.
En af de historier vil jeg gerne dele med jer.
Den handler om Jens, som er en forsigtig, lidt stille dreng på 5 år. Jens kan godt lide at lege med de lidt vilde drenge, men han tør ikke rigtig at sige fra overfor dem. Det har jeg og hans forældre talt med ham om i en lang periode. Og denne dag, sidder jeg ude på legepladsen og taler med 2 andre børn, da Jens kommer gående imod mig.hans hår stritter lidt, Han har røde kinder, julelys i øjnene og siger ” jeg sagde nej”.
Jeg ved jo heldigvis, at det drejer sig om, at han endelig har sagt fra overfor noget, han ikke havde lyst til, så jeg fortæller ham, at han er super sej, hvorefter han med undren og stolthed i stemmen siger” det virkede, jeg sagde bare nej, så stoppede han”. Den dag lærte Jens noget vigtigt. Han lærte nemlig at han og hans mening tæller og at det er ok at sige fra og at det faktisk hjælper, når man siger nej.

Nu er det så min tur. Jeg siger nej! Jeg siger nej til mere offentlig omsorgssvigt og jeg siger nej til de ringe vilkår, vi byder vores børn. Jeg siger nej til politikere, der ikke lytter til hverken forskere, pædagoger eller forældre. Jeg siger nej til kortsigtede løsninger og jeg siger nej til dem, der ikke kan se, at den bedste investering, både menneskeligt og økonomisk, det er investering i børn og tidlig indsats.

Jeg siger dog også ja. Jeg siger ja til fornuftige minimumsnormeringer, og jeg siger ja til politikere, der tør at investere det nødvendige i børnene for at skabe et samfund, som er til gavn for os alle. Tak.

Kommentarer