sig sandheden: din sandhed – din stemme.

Johan er 1 år og er lige begyndt i vuggestue. Han er stadig ikke helt tryg og har brug for at en pædagog er ved ham. Han er ofte ked af det og har som trøst brug for sin klud og sin sut. Johan er en dreng som er meget forsigtig og er enorm observerende på hvad der sker i hans omgivelser. Johan er ikke begyndt at gå endnu og han kravler derfor rundt.

Legepladsen virker stor og der er mange udfordringer, der er mange børn og Johan kan ikke rumme det. Jeg ser at Johan sidder på græsplænen henne ved den lille skråning, han er ked af det. Den eftermiddag er vi to på legepladsen med 15 børn. Jeg må tage en hurtig beslutning for jeg ved hvad Johan har brug for, nemlig at jeg viser ham at jeg er der for ham. Jeg ved bare at jeg ikke kan give ham det. Jeg er frustreret, men jeg må handle nu så jeg beslutter mig til at hente hans sut og klud. Det kan om noget trøste ham. Jeg har det ikke godt med beslutningen, men jeg ved også at jeg også skal tage mig af de andre børn som er på legepladsen.

Jeg ser på klokken og om ikke længe ved jeg at Johans mor kommer. Jeg ved at hun vil spørge til hans dag, så jeg kan mærke at jeg ikke har det helt godt inde i mig selv. Jeg har jo taget en beslutning om at sige sandeheden. Jeg har også besluttet mig for at sige helt ærligt hvor mange gange i dag, jeg har måtte give ham sutten og kluden fordi jeg ikke har kunne være der for ham desværre, fordi vi har været for lidt pædagoger til alt for mange børn.

Johans mor kommer og møder Johan med et smil på læben. Hun er glad for at se ham igen og Johan er også glad. Han smiler ved gensynet af sin mor. Jeg ser på johan som sidder på fliserne med sin klud og sut, at hans øjne er våde og man kan se at han er våd ned af kinderne fra tårerne som netop er stoppet. Jeg har en klump i maven, men jeg ved at det skal gøres. Jeg siger til Johans mor, at Johan har været ked af det mange gange i dag og at jeg ved at han har haft brug for mig ved hans side. Jeg fortæller hende, at vi ikke har været nok voksne til alt for mange børn. Jeg siger at jeg har måtte give Johan hans klud og sut som trøst. Jeg siger rent faktisk, at jeg har ikke haft mulighed for at være hos ham selvom jeg ved det er det Johan har haft brug for.

Johans mor ser på mig, med et skævt smil. Hendes blik ser tomt ud men alligevel for hun fremstammet ” sådan er det”. Jeg kan se på hende at det gør noget ved hende. Hun er bestemt ikke glad, men smiler alligevel lidt. Hun tager derefter Johan op i sine arme og siger tak for i dag. Jeg står tilbage med en tam smag i munden og samtidig er jeg glad for at jeg fik sagt sandheden.
Så kære pædagoger vi skal ikke være bange for at sige sandheden. Hvordan skal johans mor og far ellers vide hvorfor vi råber op omkring normeringerne, når vi hver dag smiler og siger det har været en god dag. Alle dage er forskellige og vi skal også fortælle om dem. Vi skal fortælle forældrene det. Det er dem politikerne lytter mest til, for de er afhængige af deres stemmer til næste valg.