“Ikke flere bløde pakker, tak…”

 

 

Da jeg var lille dreng i 60´ernes København, glædede jeg mig som en vanvittig til min fødselsdag. Det var forventningen om gaven og hvad der var i pakken, der fyldte mig med spænding.

Min familie var ikke særligt velhavende og jeg fik kun én gave, hvilket naturligvis ikke gjorde forventningerne mindre. Jeg spekulerede som en rasende på, om det mon var den nye Batmobil, James Bond bilen eller måske racerbanen fra Anders And, der var i pakken.”

Nu, mange år senere har jeg igen siddet og glædet mig til at se, hvad der var i pakken. Denne gang var det bare ikke min pakke, men børnenes. Børnepakken.

Mens jeg har ventet har debatten raset om hvad pakken skulle indeholde. De fleste synes dog, at være enige i, at pakken skulle hæve kvaliteten på Dagtilbudsområdet.

Spørgsmålet er derfor snarere om hvordan kvaliteten skal hæves, samt om hvad pædagogisk kvalitet egentlig består af?

Ifølge minister for børn, Manu Sareen (R), er pædagogisk kvalitet ikke kun et spørgsmål om normeringer. Han peger på, “at normering langt fra er det eneste, der har betydning for, hvor meget omsorg og opmærksomhed, vi er i stand til at give børn i danske dagtilbud.”

Det vil jeg gerne give ham ret i. Der er adskillige andre elementer i pædagogisk kvalitet. Uddannelse, medindflydelse og stabile medarbejdere, som Manu Sareen siger. Det er også vigtige elementer. Det kan man bare ikke rigtigt tørre næse med.

I finansloven for 2012, blev det vedtaget at afsætte 500 millioner årligt, til at hæve kvaliteten på området. Undersøgelser viser efterfølgende, at kun ca. 40 % af de afsatte midler, går til det de var målrettet til.

Hvis man overlader ansvaret for kvaliteten af det pædagogiske arbejde, til det kommunale selvstyre, ser det ud til, at pengene bare forsvinder ud i det blå.

For mig at se, er der ingen tvivl. Skal man hæve den pædagogiske kvalitet, skal man hæve antallet af pædagoger. Der skal være voksne nok. Bedre normering er en forudsætning for bedre kvalitet. Minimumsnormeringer er en sikring af en ensartet kvalitet.

Man siger, at forventningens glæde er den største. Det var så åbenbart også tilfældet med børnenes pakke.

Så Helle Thorning-Schmidt (A) og Manu Sareen, her mener jeg regeringen må vise, at den tager sit ansvar alvorligt. Hvis regeringen går ind for at hæve den pædagogiske kvalitet, så må den gøre det selv og ikke overlade det til kommunale beslutningstagere. Det kommunale filter “gør hårde pakker bløde.” En statsgaranti for normeringen er tilsyneladende en forudsætning for, at de afsatte midler bliver brugt til det de er tiltænkt.

Endelig! Jeg har fødselsdag i dag. Jeg vågner lidt for tidligt. Senere sidder min mor og far, min bror og jeg ved morgenbordet. Jeg skal have min fødselsdagsgave. Min pakke!

Da jeg tager pakken ud af min fars hænder kan jeg mærke, at det er en “blød” pakke. Det er hverken den nye Batmobil eller James Bondbilen. Jeg er ved at græde. Jeg åbner pakken og det er umuligt, for mig at skjule min skuffelse. Det er en hue.”

Det gode børneliv kræver gode børnepakker. Og ikke flere bløde pakker, tak…