Kruseduller og Sinusrytmer

Jeg har engang åbnet døren ind til et rum i børnehaven, der var blevet udsmykket med den tykke ende af tussen. Ikke en streg der i den store skabelse havde forvildet sig ud på den fine træbordplade. Eller enden af en linje der som følge af motorisk udfordring drilsk havde sneget sig udenfor tegneunderlaget. Ikke en tå på den anden side af ”grænsen” i form af en lille krusedulle på gulvet.

Stregerne var en kæmpe omgang ”sig-mig-engang-der-er-da-ingen-der-kigger-nu-så-skulle-vi-ikke-tage-propperne-af-to-tusser-og-give-den-hele-armen-med-udsmykning-i-fri-hånd”-tegning på vægge, døre, køkkenskabe, vinduer, toiletter, spejle, vaske og legetøj. Kunstnerne var to kvikke, kære drenge, der normalt gør sig umage for at følge de sagte og usagte spilleregler i en børnehave, og som opdrages på en måde, hvor man uden tvivl ville være tryg ved at møde dem en mørk aften i en baggård om 15 år.

Så hvad er på spil, når jeg åbner døren? Hvilke reaktionsmuligheder byder sig til i det lille tidsrum fra jeg åbner døren og lader blikket vandre rundt mellem bølgerne af farver, der på en komisk måde legemliggør mit hjertes ustadige sinusrytme i det øjeblik. I det lille øjeblik hvor drengenes ansigtsudtryk skifter fra fryd til gru, fordi tidsboblen af ”frit spil” punkterede, da den ramte virkelighedens skarpe kant.

Reptilhjernen reagerer instinktivt, og heldigvis skal reaktionsmulighederne sikkerhedsgodkendes i frontallapperne, så man ikke ser sig selv brøle ”Sig mig engang, hvad f…. i h…… er det I laver? Er I da blevet fuldstændig sindssyge”, mens man flår Spiderman trøjen af den nærmeste synder og overtegner den med tus, så ”han kan lære det!!!”

For han kan ikke lære det i reptilhjernens domæne. Samme domæne tillader ham kun to reaktioner som modsvar på den ubærlige disharmonien imellem os – at flygte eller at angribe. Flygte ind i sig selv, det sænkede blik, den hurtige undskyldning eller flugten ud af døren, væk, bare væk! Angrebet – det verbale, det fysiske, rettet mod mig eller værre, mod ham selv. Alle muligheder blottet for læringspotentialet.

Og han skal lære det. Han skal lære at passe godt på børnehaven. Han skal lære, at hans handlinger har konsekvenser, og at han skal tage ansvar for sine handlinger. Han skal lære at konflikter mellem dig og mig, små brud i ”os”, ikke handler om ”os”, men om rummet med de mange streger. Han skal lære, at jeg (repræsentanten for samfundet) reagerer på hans (individets) handlinger, fordi de har indflydelse på min verden, mine følelser og mit liv.

Det mest interessante er ikke ordene imellem os. Det interessante er, hvordan ordene får mulighed for at få adgang til ham, sætte sig fast i ham, sætte udvikling i gang hos ham. Hvordan jeg får ham til at løfte blikket og høre mine ord. Det starter med spørgsmålet ”Hvordan kan han lære det?” eller rettere ”Hvordan skaber jeg læring i rummet med de mange streger?” For det er essensen af min pædagogiske opgave og særkendet ved min pædagogiske kompetence: det læringsfyldte møde – også i rummet med de mange streger.

 

Kommentarer