Om udenforskab og fællesskab eller Batman og ugler.

Skal der være plads til alle børn, eller skal vi kassere nogle allerede i børnehavealderen.

Vi sidder på stuen i børnehaven, vi skal til at have frugt. Børnene har selv deres frugtposer med, som de har åbnet, og de har fået hjælp til at få skåret frugten ud i mundrette bidder, så smager den altså bedst.

Pludselig begynder Tobias, som sidder over for mig, at vifte med armene og sige, meget højt, uh uh uh, mens han kigger insisterende rundt på de andre børn, der ignorerer ham. Undtagen sidemanden som trækker sig lidt væk. Jeg kan se på hans ansigt, at han er lidt bange for at blive ramt af de baskende arme.

Jeg siger til Tobias,”hov, du er da vist blevet til en fugl”. Ja, siger han, en kende forbavset.”Jeg er en ugle, prøv at se”. Tobias viser mig en kiks, han har med, som ganske rigtigt er udformet som en ugle. De andre børns opmærksomhed vender sig mod Tobias, og ved frugtbordet udvikler der sig en snak om ugler.

Tobias ved rigtig meget om ugler: At de er vågne om natten, at de kan se i mørke, at de bor i skoven, nogle gange i byen, og at de spiser mus. ”Jamen mus kan da ikke flyve,” siger Lise.”Nej, det kan de ikke,” svarer jeg. Tobias siger, at en flagermus kan. Tobias og sidemanden snakker videre… om Batman, som jo egentlig er en flagermus, og om andre superhelte.

Ved at gøre det jeg gjorde, fik Tobias en plads i fællesskabet.

Udenforskabet.

Egentlig kunne jeg have sagt til Tobias, at han skulle lade være med at vifte sådan med armene. Fordi det forstyrrer sidemanden temmelig meget. Tobias arm kører nemlig op og ned foran hans hoved, og lyden var temmelig høj i decibel. Drengen ved siden af var også lidt bange for at blive ramt.

Tobias er en dreng, der indimellem har svært ved det med fællesskabet Han kommer til at skubbe lidt for meget og slår nogle gange de andre børn. Det kunne godt være blevet det næste træk,

Hvis jeg ikke havde spurgt til, om han var en fugl. Han ville ikke slå eller skubbe for at gøre nogle kede af det, men for at gøre opmærksom på, at han var der og havde noget på hjertet.

Hvis jeg bare havde stoppet ham, havde jeg hjulpet de andre børn med at se Tobias som en, der ikke hører til, en der gør noget forkert. En der hører til i udenforskabet.

Bliver der ikke taget hånd om Tobias´ rolle i fællesskabet og hans måde at være i det på, vil det forfølge ham langt op i skolealderen, vi kender alle en eller flere, som er blevet holdt uden for, eller har været voldsom.

Pædagogerne i de danske daginstitutioner kan hjælpe dit barn til en plads i fællesskabet, så støt dit barn og kæmp for bedre normeringer. Så vi har tid til Tobias hver dag.