Mennesket der blev væk!

Mennesket der blev væk.

Jeg vågner ved at mine tanker rumsterer, jeg tænker på i går. I går skulle jeg stødes fordi mit hjerte slår uregelmæssigt.

Jeg ligger i en seng på Silkeborg sygehus. Jeg har mødt sygeplejersker, læger, patienter og pårørende, den eneste der har spurgt “hvordan har du det” er en ældre medpatient jeg mødte på gangen.

Misforstå mig ikke, alle her er meget dygtige, de er meget søde og de ønsker mig det bedste. Men jeg er reduceret til puls frekvens, blodtryk, hjerte rytme, temperatur, milligram, kilo osv. Jeg er målbar, jeg er tal der kan ændres til stører eller mindre, jeg er umenneskelig gjort.

Vi har i vores iver for at effektivisere og “få noget for pengene” reduceres mennesket til et målbart logisk-matematisk regneark vi kan gå ind til, fixe de rigtige tal og vupti så er de raske nok til at tage hjem.

Jeg tror at I kraft af, at vi er sociale væsner og at vi er mere end summen af vores tal, skal vi erkende at der skal være tid til den menneskelige kontakt.

De 2 minutter hvor en sygeplejerske stopper op ved siden af sengen, smiler oprigtigt og siger “hvordan har du det?” og rent faktisk har tid til at høre svaret, uden at få dårlig samvittighed over hvor ineffektiv hun er i sin medmenneskelighed.

Vi skal som samfund finde vores medmenneskelighed frem og tro på, at det virker at se på det hele menneske og ikke kun de nemt overskuelige tal som udgør summen af vores eksistens.

Vi er mere når vi er noget for hinanden, når vi tager os tid til at se det hele menneske der står overfor os. Vi skal finde tid til mennesket igen.

Jesper Højer Larsen.

Pædagog.

Silkeborgvej 7, 8653 Them