Yoghurt og socialt ansvar.

Danske virksomheder fortæller, at mange unge ikke kan indgå i de sociale spilleregler der er på en arbejdsplads, og at de unge ikke selv tager ansvar. Forskning viser, at evnen til socialt samspil og ansvar allerede grundlægges i de tidlige barndomsår.

Klokken er 13.45 i børnehaven. Vi sidder rundt om bordet og er i gang med at spise frugt. Ved siden af mig sidder Albert, han har yoghurt i hele hovedet og spiser veltilpas sin banan. Der er stille og roligt, og børnene snakker med hinanden om hvilke frugter der smager godt.

Mette som sidder på den anden side af Albert, rejser sig på bænken, og rækker en yoghurt over til mig og siger ”Karin vil du ikke lige åbne den, det kan jeg ikke selv”. Jeg svarer ”Jo Mette det vil jeg gerne, men jeg synes du skal prøve at spørge Albert, han er nemlig god til at åbne yoghurter”.

Mette ser lidt forundret ud og spørger så ”Albert kan du åbne den?”. Alberts ansigt lyser af glæde, og han svarer ”Ja det kan jeg, skal jeg gøre det for dig?” Mettes ansigt bliver endnu mere forundret… ”Ja kan du det?”. Albert svarer ”Ja selvfølgelig!” og åbner yoghurten og giver den til Mette.

De to børn snakker med hinanden, om den svære opgave det er med sådan en yoghurt, og Mette spørger interesseret til, hvordan han dog har lært det. Herefter giver hun ham sit lille chokolade påskeæg som tak for hjælpen.

Ved at have tiden og roen, var jeg med til at give Albert en oplevelse af, at der var brug for ham og at det var dejligt at hjælpe en anden. Fordi jeg har arbejdet i faget i mange år ved jeg af erfaring, at næste gang et barn ikke kan åbne sin yoghurt, vil Albert tilbyde sin hjælp, for han ved nu, at det betyder noget for andre at få hans hjælp – en lille grundsten til socialt ansvar er lagt, og der skal mange flere ovenpå. Det er det vi kan, os pædagoger i de danske børnehaver.

Ovennævnte eksempel er en ønske dag. Vi er tre voksne på stuen, mig en studerende og en praktikant. Det er rent luksus. Jeg har nået at tage de børn op der fik en middagslur, mens de to andre har dækket bord og hjulpet med at skære frugten ud fra børnenes medbragte frugtposer.

Jeg kunne sagtens have stået med alle tretten børn selv. Så havde Albert og Mette højst sandsynligt ikke oplevet det de gjorde, for jeg havde bare åbnet yoghurten midt i at skulle skære æbler, tørre vand fra væltede glas op, og hjælpe med at finde frugtposer der var blevet væk.

 Vil du være med til at investere i, at vores børn blive socialt ansvarlige unge mennesker, der kan indgå i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked.

Så støt de danske pædagogers vigtige og forebyggende arbejde, som sikrer dit barn et værdig børneliv og evnen til at afkode sociale spilleregler. Så det kan indgå i fremtidige sociale samspil på bedste vis.

Kommentarer