Når lærer og pædagog samarbejdet gør en forskel.

Jeg oplever ofte i medierne, at pædagoger og lærere er under voldsom beskydning. For er de nu dygtige nok? Og al den snak om inklusion og relationsarbejde – gør pædagoger og læreres indsats overhovedet en forskel, når det kommer til stykket?

Jeg ved, pædagoger og lærere gør en uvurderlig indsats, og jeg ved det har essentiel betydning for det enkelte barn – for jeg har mærket det på min egen krop!

Jeg må gå til bekendelse om betydningen af social arv. Det er pludselig gået op for mig, hvordan min barndom og mine egenskaber på godt og ondt er gået videre som en social arv til mine børn.

Jeg er så heldig at være mor til to drenge. William på 9 og Liam på 8. Som årene er gået, kan jeg se, William ligner mig mere og mere. Jeg kan huske, jeg som barn var vældig genert. Jeg havde svært ved at indgå i sociale relationer. Det var svært for mig at tage kontakt til andre børn, Jeg blev så genert, at det gjorde helt ondt i maven. Jeg turde ikke engang spørge de andre børn i min klasse, om de ville lege – jeg turde ikke selv tage initiativet.

Det samme ser jeg nu hos William. Han er som mig glad for at komme i skole. Glad for timerne. I timerne ved man, hvad man skal, og der er rammerne sat. Frikvartererne er lange og ensomme. William er mange gange kommet ked af det hjem fra skole. Ked af ikke at være en del af fællesskabet med de andre børn. I hans klasse er de 7 drenge. 4 som er meget glade for at spille fodbold, og to som er bedste venner – og så er der William.Han har forsøgt at komme ind i begge grupper. I fodboldgruppen er det svært, fordi William ikke synes, at det med fodbold er sjovt, Han har forsøgt at tilbyde sig, når der skal spilles – men han bliver altid valgt som den sidste.

William har også forsøgt at lege med de to drenge, som er bedste venner, men det er svært, når man føler sig som “tredje hjul”.

Åh, hvor jeg dog selv husker det! Der er reelt ingen, der gider at have en med. Det går lige i maven, knuden vokser, og tårerne løber ned af kinderne på mig.

Jeg har, igennem de år William har gået i skole, været meget opmærksom på, hvordan William har det. Der er ikke noget værre end at hente sit barn ulykkelig og frustreret fra skole, mens han fortæller, hvor ked af det han bliver, når ingen har lyst til at lege. Vi har talt om, hvad han kan gøre, og hvad han kan sige. Vi har forsøgt at bakke ham op – støtte ham! Vi har forsøgt at være opmærksomme på at give ham kærlighed og selvværd – troen på at han er en fantastisk dreng, som har noget unikt, som se andre bare skal få øje på. Det har været nogle seje ture ind i mellem.

Jeg tager fat i skolen og taler med Williams lærer og Williams pædagog. Jeg ser det som det vigtigste ting for mit barn, at han trives, og jeg ser det som en investering i William at gøre lærere og pædagoger opmærksom på, hvordan William har det. Derfor fortæller jeg på et møde ærligt omkring, hvordan jeg oplever, det står til med Williams trivsel.

William kunne stadig have haft det svært – men heldigvis blev jeg mødt af dygtige lærere og dygtige pædagoger.

I dag skete der noget – på vej hjem fra skole med William  og Liam. Jeg trækker min cykel som er pakket med tunge skoletasker, ekstra jakker, huer og vanter. Min cykel er godt læsset til, og drengene går ved siden af og snakker. Jeg kan godt fornemme på William , at han er i godt humør i dag.

“Mor” siger William, ” jeg har haft en bedste dag i mit liv”. “Det lyder da dejligt, hvad er der sket, siden det er den bedste dag i dit liv?”  Spørger jeg. “Mor, jeg var med til at spille fodbold i dag, og ved du hvad? Jeg driblede uden om de andre, og jeg scorede” og han fortsætter, “mor, de andre drenge stod og hoppede rundt om mig, og de ville alle have mig med på deres hold” ” og så siger William det der gør, at jeg nær taber cyklen ud af mine hænder. “Mor, endelig var jeg ikke alene, og endelig var jeg ikke den sidste, der blev valgt”

Jeg står der midt på fortovet med en tung cykel, og ben der er ved at dejse. Tårerne presser sig på af lykke og ekstase. Min søn er kommet så langt.  Længere end jeg nogensinde kom, og han går kun i 2. Klasse!

Det har uden tvivl været Williams egen viljestyrke og kamp for at komme ind i fællesskabet, der har drevet ham. Han har lagt mange kræfter og energi i det. Men fordi dygtige lærere og pædagoger bakker op og bruger deres forskellige kompetencer og målrettet arbejder sammen, er de med til at give William troen på sig selv. De har været der for ham, og de har fulgt op. Men hvordan?

De etablerede legegrupper, hvor de satte fokus på William – han fik en særlig rolle. De var med ude i frikvartererne og deltog i, hvad der har foregik. De satte fokus på, hvad William var god til og kunne lide – hans ressourcer. Pædagoger og lærere lavede i samarbejde aktiviteter i klassen med William i fokus, så de andre børn fik øjnene op for ham og hans kvaliteter. Sammen italesatte de William. De hjalp ham på vej og viste ham, at de havde troen på, at han kunne. Viste ham tillid og forståelse, de lyttede til ham og viste ham anerkendelse.

Med den nye skolereform gør pædagoger og lærere en kæmpe forskel for de børn, som er i skolen. Det er pædagoger og læreres samarbejde, der giver skolen værdi. Jo bedre samarbejde, jo større værdi og kvalitet har deres arbejde med børnene.

Jeg er dybt rørt i mit hjerte, og jeg er SÅ taknemlig for, at det var netop de lærere og pædagoger, der mødte mit barn. De har om nogen gjort deres arbejde for, at inklusion skal lykkes – at det enkelte barn er unikt og er en del af et større fællesskab.

Kommentarer