Hvem er de udsatte børn anno 2015?

I marts deltog jeg i årets børnekonference i Horsens. En god, spændende og tankevækkende dag med forskellige oplæg af svingende kvalitet. Hatten af for Rasmus, Steen, Benny og ikke mindst Lisbeth Zornig, og Gry Rambusch. De to sidstnævnte rammer spot on med nærvær og relevans, og de forstår om nogen i et let og tydeligt “menneskesprog” at videreformidle budskabet om, at der “sgu” skal ægte mennesker til, hvis vi for alvor skal forandre noget for udsatte børn og unge. Autenticiteten stråler ud af dem – de har oplevet det på egen krop! Efterfølgende har konferencen fået mig til at tænke – ja, jeg kalder det at tænke fremfor at reflektere! Lad mig forsøge at blive i et “menneskesprog”!

Når jeg kaster blikket tilbage på de år, jeg har arbejdet som pædagog i daginstitutionsregi, tegner sig et billedet af, at der er sket et skifte i forhold til, hvem de udsatte børn i Danmark er. I min karriere har jeg stødt på et par stykker udsatte i en grad, som kunne minde om Lisbeth Zornigs og Gry Rambuschs historier. Men over de sidste 10-15 år, er der sket et skred.

Tankerne går tilbage til 2001 og et billede af Jackie på 5 år dukker op! Jackie, der hver morgen lugter af røg. Jackie er i mistrivsel, det er tydeligt for enhver. Han isolerer sig fra de andre børn og vil helst sidde alene og lege med biler. Ofte kommer han i konflikt, dem løser han ved at slå – og han er stærk! Der bliver indkaldt til forældresamtale – to gange, for den første gang dukker Jackies far ikke op. Min leder deltager i samtalen, det er jeg glad for. Til forældresamtalen går vi hurtigt til biddet – “Jackie er usikker og ked af det og vil helst lege alene, hvad tror I det handler om?” Far ser ned i bordet og mor giver sig til at græde. De ved godt den er gal. Far er arbejdsløs bager og drikker ind i mellem for meget, og mor er førtidspensionist og har en psykisk sygdom, der i perioder gør hende til en meget ustabil forælder. “Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis bare vi kunne får lidt hjælp!” “Det kan I.”, siger min leder. “Hvis vi skal hjælpe jer, skal vi have fat på jeres sagsbehandler , og vi skal lave noget, der hedder en underetning.” Heldigvis siger Jackies forældre ja. Jackies familie og Jackie får den nødvendige hjælp! Jackie var heldig, at familien havde brug for hjælp var til at få øje på, og familien var interesserede i at modtage hjælp.

Det var dengang i 2001. Jeg dvæler nu ved en af de mange forældresamtaler, jeg har afholdt – en klassiker fra 2015.

Peter er fire år. Hans forældre arbejder som henholdsvis IT- konsulent og lægesekretær. Peter bliver afleveret i børnehaven hver dag kl 7.10 og hentet igen kl. 16.30 Peter har sproglige problemstillinger, og den er grundlæggende gal med motorikken! Peter græder meget, hans følelsesmæssige robusthed er lig 0. Peter er i mistrivsel! Peters forældre bliver indkaldt til forældresamtale – en, to,tre gange, men det er svært at finde en dag, hvor begge forældre kan komme, for de har så sent fri og har ikke mulighed for at tage fri. Jeg må give mig! Jeg siger ja til at lægge samtalen kl 16.30, den dag jeg har fri kl. 13.00. Under samtalen går vi hurtigt til biddet. Peter har sproglige problemstillinger, som kan kobles sammen med hans udvikling generelt bl.a. hans følelsesmæssige og motoriske udvikling. Der er nogle ting, der skal øves i familien. Forældrene er godt klar over, at den er gal med Peters sprog – men er det ikke noget, vi kan få talepædagogen til at øve med Peter? Er hun ikke den bedst egnede til det? Nej! At lære et sprog hænger sammen med barnets udvikling generelt set i en helhed, og det er en lang proces, som starter, når barnet bliver født. Det er sammen med forældre med tid til nærvær, der er mulighed for, at barnet får det på plads og integreret! Så kære forældre i må smøge ærmerne op. I gang med at tumle, trille, mosle, tage til svømning, fysisk kontakt, læse. Jeg er meget konkret i min vejledning.

Jeg bliver helt bange!

Jo, alle forældre elsker deres børn og vil dem det bedste – uden tvivl!

Men jeg spørger, hvem er de udsatte børn anno 2015?

Jeg ser en stor fare i, at “ressourcestærke” forældre i den grad er forvirrede i forhold til, hvad forældrerollen kræver af dem. Det kan godt være, at Jackie lugtede af røg og havde forældre uden økonomiske ressourcer – men han var fyldt med kærlighed – tilknytningen var fin! Men Peter, hvad med Peter. Er han en af dem, der skal drage omsorg for mig, når jeg bliver gammel? jeg gyser lidt ved tanken!

Er vi fortabt? Nej, men det kræver at vi pædagoger tør gå til biddet, vi skal tale et tydeligt og konkret “menneskesprog” – vi skal turde åbne op overfor forældrene, også når det er rigtig svært og ubehageligt at få det sagt! Vi skal holde forældrene fast i, at de ofte har nøglen til barnets trivsel.

Kommentarer