Vi taber børnene..

Lille Liv er 1 år og går i vuggestue. Livs forældre er begge to travle karrieremennesker, så derfor er Liv som oftest i vuggestue fra kl. 7-16. Nogle dage lidt længere… Liv er et stille, indadvendt barn. Hun har svært ved at begå sig i det store fællesskab i vuggestuen. Det virker som om, hun har brug for en voksen tæt på sig, hele tiden. Hun græder en del, og nogle gange virker det alligevel som om hun forsvinder lidt i mængden. Liv har haft en del sygedage, siden hun startede i vuggestue. Hun virker skrøbelig.

Set udefra, har Liv gode forudsætninger for at klare sig godt i livet. Hun kommer fra en familie, hvor der er penge nok. Der er en god skole i området, hun har aktive og engagerede forældre, som sørger for, at hun får en god opdragelse, og at hun kommer til at dyrke sport i sin fritid. Med andre ord, så kommer Liv fra en ressourcestærk familie.

Medierne fortæller dagligt om børn, der har det svært. Børn, der er kede af at gå i skole – eller bare kede af det, generelt. Der fortælles om børn, der oplever meget lidt tid, sammen med deres forældre, som enten har travlt med at gøre karriere eller dyrke sig selv og vennerne. Og samtidig hører vi om de dårlige normeringer, i vores daginstitutioner. Alt sammen tid, der går fra vores børn, som har så hårdt brug for nærværende voksne.

Jeg bekymrer mig om alle disse børn. Liv kunne meget nemt ende med at blive ensom og ked af det. For på trods af hendes ressourcestærke forældre, så får Liv ikke al den omsorg og det nærvær, hun har brug for. Der er simpelthen ikke tid og voksne nok.

I vuggestuen er Liv én ud af 16 børn på stuen, og dér får hun heller ikke nok voksennærvær og omsorg. Som pædagog oplever jeg dagligt, at jeg ikke helt slår til. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at favne alle børn – og give dem lige præcis dét, de har brug for. Men jeg ser og mærker desværre også, at det ikke er nok.

Så kære politikere: En tidlig indsats betaler sig. Både økonomisk – men allervigtigst, så betaler det sig rent menneskeligt. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at tabe de små børn på gulvet. Og det er dét, de dårlige normeringer betyder. At vi risikerer at tabe børnene på gulvet. Det er umenneskeligt og uværdigt – og så er det økonomisk uansvarligt! Som at tisse i bukserne. Hvis vi sparer på de små i dag, så bliver regningen i den sidste ende alt for dyr. Både økonomisk og menneskeligt.