Fordi Lukas har lært at leve med, at han er et svin.

Lukas har gjort det igen. Gjort noget, som får alle klassekammeraterne til at synes, at han er et svin. Og helt sikkert får de voksne til at skælde ud.
Han har smidt med vandmelon på trappen. Nu ligger det ud over det hele. Splattet og klamt og vådt og rødt.
Lukas griner. Det lyder hysterisk. Og han siger, som han plejer “Jeg er sgu da ligeglad” ..Haha ha haha ha….

Jeg går i første omgang forbi vandmelonmassakren på trappen. Lader som ingenting. Jeg venter, til klokken har ringet, så jeg er ret sikker på, der ikke kommer flere på trappen. Så går jeg op til den klasse, som Lukas går i. Timen er begyndt. Jeg spørger, om han har to minutter? Lukas kommer ud til mig på gangen. Jeg spørger, om han vil hjælpe mig med at tørre alt det der vandmelon op, så der ikke er flere som risikerer at træde i det? Lukas siger ok. Vi tørrer det hele op sammen. Jeg spørger imens til, hvordan det kan være, at Lukas lavede en vandmelonmassakre? Det ved han ikke rigtigt. Han griner igen. Jeg tror, at Lukas griner, fordi han er usikker.
Da vi er færdige, siger jeg tak for hjælpen og han går tilbage til klassen.

Du tror måske, jeg er blevet fuldstændig sindssyg. For han skulle da mindst have haft en skideballe, og der burde også være ringet hjem. Enig. Men vi har prøvet de ting. Og de har overhovedet ikke virket. Lukas bliver ved med at gøre ting, som får klassekammeraterne til at synes, han er et svin. Og han bliver ved med at gøre ting, som får de voksne til at skælde ud. Men den sociale eksklusion virker ikke. Den gør ham kun mere ensom. Og jeg gætter på, at den bare får ham til at føle sig mere forkert. Så jeg prøver noget nyt. Jeg er bevidst neutral, når det kommer til hans udskejelser. For jeg vil gerne finde ud af, hvordan jeg kan få Lukas til at gøre noget andet, end det han plejer. Og det eneste der er helt sikkert det er, at det opnår jeg ikke ved at gøre det, som jeg selv – og alle de andre – plejer. Det har nemlig været ufrugtbart i årevis.

Du kunne gå forbi mig og Lukas i sådan en situation, som jeg har beskrevet, og du kunne konkludere at jeg er allerhelvedes uprofessionel. Men min påstand er, at jeg netop er professionel, fordi jeg bevidst tør gøre noget uventet – og noterer mig, hvad der kommer ud af det.
Det første der kom ud af det her var, at Lukas opsøgte mig det efterfølgende frikvarter. Tilsyneladende mest for at fortælle mig, at han synes pædagoger er latterlige og unødvendige i skolen. Men han blev ved med at gå ved siden af mig hele frikvarteret.

Imorgen er ferien slut. Jeg har lovet mig selv, at uanset hvad, så vil jeg ikke skælde Lukas ud, for det er indtil videre bedre for ham at bruge sine frikvarterer ved siden af mig, end at bruge dem på at smide med vandmelon på trappen – så alle hans kammerater synes, at han er klam.

Kommentarer