Der findes ikke piller mod dårlig opdragelse

Klokken er 9.30 og vi sidder i rundkreds på gulvet. Sådan starter vi altid dagen i min skoleklasse, på en folkeskole i København.

Mia er i gang med at fortælle at hun får besøg af sin kusine fra Sydamerika, da Martin pludselig lægger sig ind på gulvet i midten af rundkredsen, og lader som om han spiller elguitar, mens han råbende imiterer det seneste skud på stammen af Børne-MGP vindersange.

Mia bliver tydeligvis ked af at blive afbrudt, nogle af børnene griner af Martins forestilling, andre kigger mærkeligt på ham.

Martin har ikke nogen diagnose. Han får ikke ritalin piller som supplement til Coco pops’ne om morgenen, og han ser ikke en børnepsykolog på ugebasis.

Martin er bare dårligt opdraget.

Ja, jeg sagde det. Jeg anfægter simpelthen at Martin ikke har lært at man venter på at den anden person har talt ud, før man udbryder i sang, og at man for øvrigt får clearet med resten af gruppen, når MGP show skal på programmet. Og jeg mener ikke bare Martin, men også de syv andre børn, som gentagne gange dukker op som ”bekymringsbørn” på vores personalemøde.

« Jeg ser i stigende grad børn, som er meget optaget af deres eget individuelle fokus og nogle i en grad, så de får store vanskeligheder med at være sammen med andre,« udtaler John Lykke Solfjeld, psykolog for PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), i en artikel i Berlingske Tidende fra 21. marts

I min egen praksis oplever jeg det dagligt.

Jeg oplever, at jeg ofte må stoppe undervisningen for at gå afsides med børn, for at tale om hvordan man må gebærde sig i et klasseværelse, hvor 28-29 mennesker (27 børn, en eller to voksne) skal tilbringe seks timer sammen, fem dage om ugen.

Jeg har ikke taget tid, men jeg vil skyde på at jeg minimum bruger 30 minutter på det dagligt, og det på en god uge. Det koster for kvaliteten for fællesskabet – og det koster særligt for de børn, som har større vanskeligheder – de børn, jeg som pædagog bl.a. er ansat til at støtte i den nye skole.

Hvad skal vi gøre?

Som stolt professionel kigger jeg først og fremmest indad. Jeg har taget kurser i klasseledelse, besidder naturlig autoritet, og har et godt forhold til børnene og arbejder godt sammen med mine pædagog- og lærerkolleger. Vi tager endda udgangspunkt i det enkelte barn, og tilpasser, for så vidt muligt, undervisningen efter individets behov. Men vi kan ikke både stå for undervisningen og opdragelsen af børnene.

Skal vi professionelle skrue bissen på? Skal forældrene på opdragelseskursus? Skal vi indføre en ny diagnose: ”DOS – Dårligt Opdragelses Syndrom”? Skal vi acceptere tingenes tilstand, – og sige ”sådan er børn nu engang”? Eller skal vi tage en snak om at man ikke nødvendigvis viser sit barn kærlighed bedst, ved at fortælle det at det er det vigtigste menneske i verden? Det besværliggør i hvert fald, når barnet skal fungere med 27 andre vigtigste mennesker i verden?

Der findes ingen piller mod dårlig opdragelse, kun hårdt arbejde. Jeg er allerede i fuld sving!

 

Kommentarer