Konsekvensen af spareplaner uden omtanke

På døren ind til personalestuen har min afdelingsleder hængt tre store bogstaver op. Det er noget af det første jeg ser, hver dag jeg møder på arbejde. Der står P-Y-T. Til talrige personalemøder har min leder sværget til dette ord, ligesom når vi implementerer ny teori eller nye metoder.  Det har hjulpet personalegruppen i mange situationer, og vi har ofte kunne gå fra møder med oprejst pande fordi, vi har sagt PYT – vi kan ikke ændre situationen, vi kan ikke gøre mere. Det har taget vægten af mine skuldre mange gange og jeg priser mig lykkelig for, at jeg har en leder der formår at sige PYT og som kan hjælpe mig med at sige det, når tingene ikke udarter sig, som jeg havde forestillet mig. Gud ved, at jeg havde kørt mig selv helt ned, hvis ikke jeg havde lært ordet.

Med folkeskolereformen kom et voldsomt pres på fritidspædagogikken, som jeg tydeligt mærker i min hverdag. Her er ordet PYT blevet brugt i flæng. Vi har sagt PYT til, at vi ikke længere kan tilbyde det samme aktivitetsniveau. PYT til at vores dag er blevet forkortet med to timer. PYT til at vi ikke længere har tid til at forberede dagen. PYT til besparelser. PYT til at vi ikke har tid til at tage os af børnenes konflikter. PYT til at vi ikke længere har tid til at trøste. PYT til at vi ikke længere har tid til at tilbyde børnene nærvær og guidning i livets svære processer.

Efterhånden er jeg dog begyndt at undre mig over denne tilgang til min pædagogiske praksis som pædagog i en fritidsordning. Er ”PYT-pædagogikken” vores forsvar mod forandring, fordi vi ikke længere har energi til at tale for døve øre om vilkårene i vores dagligdag? Eller er fritidsordninger blot praktiske foranstaltninger, hvor forældre kan få opbevaret deres børn, mens de passer deres arbejde og samfundets sammenhængskraft sikres? Eller der det mig? Har jeg for høje ambitioner? Eller er og skal fritidsordninger være kvalitative tilbud, hvor børnene får muligheder for at lære andre ting end deres ABC? Jeg hepper intensivt på det sidste.

I børnenes fritid har vi arbejdet med børnenes sociale uddannelse og de komplekse processer det kræver at administrere egen tid – hvem skal jeg lege med, hvor skal vi lege og hvad skal vi lege? Processer der kræver, at børnene lærer til at indgå i dialog, at gå på kompromis, at samarbejde, at nytænke og udfordre deres kreativitet. Vi har tilbudt børnene muligheden for dette via et variation af aktiviteter og engagerede voksne og det er elementer som Fremforsk – center for fremtidsforskningen beskriver som essentielle for, at børnene kan klare sig i fremtiden og på det fremtidige arbejdsmarked – på LIGE fod med at kunne læse, skrive, regne og tale fremmedsprog.

Det undre mig derfor, hvorfor denne del af børnenes uddannelse nedprioriteres i så høj grad som den gør?  Det er ikke meget plads, der er efterladt i 1. klasse til selvbestemmende aktiviteter og leg, ca. 35 minutter fordelt på to frikvarterer, ud af en skoledag på 6 timer. Der er forsøgt nye tiltag med mere bevægelse og kreative tilgange til læring i skolen, men fra mit perspektiv vil det aldrig kunne erstatte den tabte fritid.

Fritidspædagogik er jo netop bundet op på børnenes fritid og strækker sig over længere tid end ti minutters bevægelsesbånd. Selv om vi pædagoger flytter med i skolen, er vores dagsorden forandret. Vi har overtaget skolens dagsorden. Vi hjælper med undervisningen og den faglige opgave, mens børnenes sociale uddannelse står i skyggen og er noget vi arbejdet med, hvis vi har tid. Når klokken bliver 14.00 og fritidsordningen åbner, er vi udsat for endnu et pres. Børnenes tid forkortet og de gentagne besparelser på vores område betyder, at vi kan tilbyde færre aktiviteter og færre pædagoger. De få pædagoger, der er til stede, har ofte uafsluttede opgaver med fra skoledagen, som skal afsluttes, før de kan starte deres arbejde som fritidspædagoger. Det betyder, at mange børn bliver overset og den nødvendige guidning i sociale interaktioner, som leg, nedprioriteres. Opbevaringsstedet uden kvalitativt indhold er snart en realitet.

Blot i Aalborg kommune skal der i 2015 spares yderligere 1.5 millioner kroner på DUS/SFO området. De politikere BUPL har adspurgt har ikke kunne forklare hvorfor og hvad denne besparelse går ud på. Jeg finder det dybt bekymrende, at politikere kan træffe beslutninger om besparelser uden at kende konsekvenserne. Jeg kan kun gisne om, hvad konsekvensen kan blive.

Får vi en stor gruppe børn, der fagligt ligger i toppen af verdenseliten, men som ikke formår menneskelig interaktion? Vil fremtidens medarbejdere ikke formå at samarbejde og tænke innovativt? Og hvad betyder det for samfundsudviklingen, hvis de heller ikke formår at gå i dialog eller på kompromis? Får vi en ens masse af medarbejdere, hvor der ikke er forskel på kompetencer eller personlighed?

Er det det der er målet Helle Thorning-Schmidt? Bidrager det til at opnå målet om at ”gøre en god skole bedre”? Hvis du spørger mig, er disse sparerøvelser uden omtanke årsagen til den fremherskende ”pytpædagogik” – hvis i er ligeglade, bliver vi det også.