Familiens “røde” får…

Familiens “røde” får….

Jeg er 8 år, solen skinner, det er 1. maj. Min farfar tager min hånd og siger, “vi skal afsted nu, så vi kan nå talerne”. Jeg kan stadig mærke sommerfuglene i maven, min farfars glæde og spændingen lyste ud af ham, og det smittede. Vi glædede os begge to. Dengang var glæden for mig, nok mest, det at have min farfar for mig selv, og at være en del af hans verden, for en dag. Denne dag blev mange år fremover en helt speciel dag for både min farfar og jeg. Fordi det var dagen, med et helt specielt fællesskab, en helt særlig følelse i kroppen. Når vi gik sammen i optog gennem byen, med de røde faner forrest, og sang højt og tydeligt,  “når jeg ser et rødt flag smælde”.

 

Det kan lyde så stort og patetisk, men jeg valgte at blive pædagog, hovedsageligt, fordi jeg gerne ville gøre en forskel for nogen. Være med at guide børn og unge, til at få nogle gode værdier og hjælpe dem til at kunne leve i et samfund der er i evig forandring.

 

Det er mennesker vi arbejder med, det er børn og unge der skal fører dette samfund videre. I min hverdag, ser jeg dygtige og yderst kompetente pædagoger, der brænder for deres fag og vil gøre alt for at gøre børnene robuste og give dem redskaber til at kunne fungerer i dette samfund. Når man arbejder med mennesker, er der mange følelser med i ens arbejde, og disse følelser kan ikke bare lægges på hylden, det er ikke realistisk eller holdbart, at skulle sige til et barn, “der er desværre ikke lige tid til at jeg kan give dig et kram, det må lige vente”.

 

Tiden til nærvær er knap, det kræver tilstedeværelse, både fysisk og psykisk at kunne give nærvær. Det er der ikke tid til, når man som pædagog er 2 voksne til 35 børnehavebørn. Eller 3 voksne til 17 vuggestuebørn.

 

Flere og flere forældre vælger at sætte deres barn i en privat institution, fordi de har flere pædagoger, og dermed tid til nærvær. Hvorfor er dette ikke en ret for alle børn, ikke kun dem der er heldige, at have forældre med ressourcer og midler til at kunne betale for det.

Som socialdemokrat er det svært at forstå, at vi ikke prioritere vores børn og unge højere, og ikke ser alvoren i, at alle børn skal have lige vilkår. Alle børn vil aldrig få helt samme vilkår, da vi alle fødes ind i meget forskellige miljøer. MEN-  vi kan hjælpe dem der ikke er født med en guldske i munden, til at kunne få den bedste start på livet, i daginstitutionen og i skolen. Alle børn, rig som fattig,- har brug for nærvær og voksne der har tid til dem.

 

Vågn op politikere!!!

Dette er ikke en klagesang om send flere penge!, men så alligevel. Jeg forstår ikke, at i ikke ser eller lytter med alvor til, hvad der sker ude på “gulvet”, eller fornemmer udviklingen i den forkerte retning. Hvis vi ikke skal tabe en hel generation på gulvet,

 

-og tro mig!

Dette tab får nogle flere omkostninger, end den generation vi tabte i 80’erne. Så må der skrides ind nu -og ikke i morgen. Det er så svært at forstå, at I ikke sætter den generation, der skal passe på jer selv når i bliver gamle, højere på prioritetslisten i samfundet.

 

Kommentarer