Troldmand med doktorgrad i hvid magi

Ind i mellem kan jeg godt få den opfattelse, at alle vi pædagoger burde have haft et ophold på Hogwarts for at få ovennævnte titel. Opstår der vanskeligheder, forventes det nogle gange, at vi med et trylleslag kan få dem til at gå væk.

Især efter at have fulgt de seneste dages debat omkring forældres rolle i deres børns opvækst.

Debattens hjørnesten har været: Forældrene skal have fokus på, at selvom deres børn er skønne individuelle mennesker, så skal de også kunne indgå i de fællesskaber som daginstitutioner og skoler er.

Jeg er helt enig. Arbejdet i vort regi fordrer selvfølgelig, at vi er dygtige fagpersoner, men det er også nødvendigt, at forældrene og børnene bakker op om de retningslinjer vi sætter.

Et eksempel på det modsatte hørte jeg i radioen forleden: En lærer blev ringet op af en forælder. Det handlede om en forårskoncert i skolen. Forælderen spurgte om læreren kunne sørge for, at deres barn kom til at stå forrest midt for, Så kunne forælderen bedre filme…

Et enkelt eksempel fra egen virkelighed:

I en klasse på et højere klassetrin var der nogle problemer med at få det sociale liv til at fungere, og jeg var i den forbindelse i klassen for at lave et forløb, der skulle gøre klassen socialt mere velfungerende.

På et tidspunkt sendte jeg et brev med eleverne hjem. De skulle sammen med deres forældre diskutere nogle spørgsmål. Et af spørgsmålene lød:

Hvad kan dine klassekammerater ønske du gør, for at 7x bliver en endnu bedre klasse at være i?

Af de svar jeg fik, fremgik det at 4 elever ikke mente, de selv burde ændre adfærd, men de havde alle 4 forslag til hvad resten af klassen kunne gøre anderledes, og hvad læreren og jeg burde gøre.

Pointen på denne lille historie er, at det gør det fremtidige sociale arbejde i en klasse vanskeligt, når 4 elever ikke mener de har nogen andel i klassens problemer, men derimod mener alt bliver bedre, bare de andre ændre sig.

Det hele handler om det samlede billede. Hvordan kan jeg/vi hjælpe med til for at ændre en given kontekst, og her har både børn og forældre et stort ansvar.

Jeg er en stor fortaler for vore offentlige daginstitutioner og skoler. Det er her vore børn møder menneskers forskellighed for første gang. Det er her vore børn skal lære at indgå i et fællesskab.

Vi arbejder med at få denne proces til at lykkes, men vi kan ikke gøre det uden hjælp fra børnene og deres forældre. Vi professionelle kan ikke ændre på en fastlåst situation uden positive medspillere, som er villige til at flytte sig. Det er vigtigt, at der kommer fokus på denne del af vores virkelighed.

Kommentarer