Hvem kan? – pædagoger kan!

Vi sidder og klipper fastelavnspynt. Karen er usikker med saksen og jeg rækker min arm rundt om hende for at hjælpe med at styre. Hendes tunge kører rundt i munden, mens hun spreder og samler fingrene, så bladet flænser kartonet. Jeg forklarer hende, at hun skal huske at dreje papiret, så hun følger stregen. Da jeg mærker, at Karen har fat i det, slipper jeg saksen og lader hende klippe. Jeg vender mit blik mod de andre børn, men vender ind i mellem mit blik tilbage til Karen, som stadig sidder med tungen koncentreret stukket frem og øjnene rettet mod sit fastelavnspynt. Jeg vender mig efter noget tid og ser, at Karen har klippet fastelavnspynten i tusind stykker. Hun kigger op på mig med sine store øjne og smiler. Jeg gengælder hendes smil og fortæller hende, at hun er blevet god til at klippe. Hendes mundvige flyver op til ørerne og hun siger ”jeg klippede kun i karton. Ikke i fingrene”. Jeg smiler endnu mere og viser hende at hun har helt ret og at hun er verdens sejeste Karen.

 

Jeg er en pædagog, som er stolt af at arbejde med ting, der ikke er umiddelbart ”målbare”. Jeg sætter en ære i, at en aktivitet eller leg gerne bare må være for underholdningens skyld. Ja, gu’ fanden laver jeg også masser pædagogiske aktiviteter med mål som at skabe nye relationer børnene i mellem, sprogstimulere eller lære et barn specifikke sociale kompetencer, men det er helt ok, at Karen sidder og klipper sin fastelavnspynt i stykker. Som Tøsedrengene engang sang ”så gik der tid med det, vi fik noget at bruge tiden til”. Fordi umiddelbart underholder det Karen i 20 minutter af den tid hun er blevet placeret i en pasningsordning, mens hendes forældre kan passe deres samfundsmæssige forpligtigelse – at arbejde.

Men Karen bliver ikke bare underholdt. Der er masser af læring i at sidde stille og roligt ved at bord og klippe karton i tusind stykker. Karen øver sig i at fastholde sin koncentration (og guderne må vide at det er en udfordring i en 90kvm stor institution med 45 børn!), hun arbejder med sin finmotorik fordi hun øver at klippe, hun mærker min opmærksomhed og øver sig i at dele den med andre og i at fange den, når hun skal bruge den. Men vigtigst af alt, så udvikler hun selvværd, fordi hun oplever, at jeg spejler hendes stolthed over at have lært at klippe, også selvom det måske ikke gik som forventet og der ikke ligefrem kom fastelavnspynt ud af det. Karens selvværd udvikles, når hun får lov at udforske og afprøve uden nødvendigvis at skulle lære noget bestemt. Skidt med at hun ikke kunne klippe på stregen, for der var ikke noget umiddelbart mål med aktiviteten. Men hold da op en læring Karen oplevede. Nu får hun oplevelsen af, at det hun kan er noget værd, også selvom hendes pynt måske ikke ligner de andre katte. Jeg hænger gerne sorte uformelige kartonstykker op fordi jeg ved, at et godt selvværd er fundamentet for udvikling og trivsel og dermed lyst til livet.

Så kære pædagoger: Husk nu at vi ikke behøver at ligge under for samfundets diskurser og iver efter, at børn skal lære målbare ting. Vi skal være stolte af det pædagogiske arbejde vi leverer. Vi skal stå fast på vores tanker og faglige viden om, at børn skal lære en masse menneskelige kvaliteter. Det er ok at arbejde med bløde kompetencer. Vi ved, at det er vigtigt og det skal resten af samfundet tids nok finde ud af.

 

Så kære pædagoger: Lad os sammen arbejde på at tale vores fag op. Lad os vise omverdenen hvad det er vi kan og ikke føle, at vi skal være noget andet! Vi ved hvad vi laver og vi ved at det virker!

Hvem kan? – pædagoger kan!