Kære SF, send pædagogerne herover så Anton kan stoppe med at bløde…

Det er lige efter frokost og regnen fosser ned udenfor. Den voldsomme trommen på ruden overbeviser mig om, at det var den rigtige beslutning ikke at gå på legepladsen. Normalt er børn og voksne på legepladsen efter frokost når der skal afholdes pauser. I dag er vi inde og der er livlig leg. Støjniveauet er højt og der er mange børn alle vegne. De kunne nok godt have trængt til at brænde lidt krudt af udenfor, tænker jeg ved mig selv. Jeg afbrydes af en flok piger, der kommer hen til mig, fordi de er uvenner. To af dem græder og resten råber i munden på hinanden for at fortælle mig, hvad der er sket. Jeg kigger mig om efter min kollega, men ser hende ikke. Jeg trækker dem hen til sofaen og vi sætter os og prøver at få opklaret konflikten og for at trøste. 

Vi sidder der kun ganske kort tid før Karl kommer farende op fra kælderen. ”Anton græder!” råber han. Jeg beder ham om at hente Anton op til mig, fordi jeg stadig sidder med den konfliktramte pigegruppe, hvor af én af dem stadig græder højlydt. Jeg kigger rundt. Stadig ingen kollega. Jeg hører en der løber på trappen og Karl står der igen. ”Han græder stadig. Han vil ikke komme op”. Jeg beder ham igen om at få Anton herop, fordi jeg er ved at trøste nogle andre. Jeg vender ubekymret min koncentration tilbage til pigerne, fordi der så ofte er små konflikter i puderummet i kælderen.

”Han bløder! Han bløder!” Nu er det en af de store skoledrenge, Emil, der kommer farende op ad trappen. Jeg reagerer straks. ”Ok, jeg kommer nu Emil” siger jeg, og forklarer pigerne at jeg må ned til Anton.

Da jeg kommer ned i kælderen sidder Anton ved siden af døren ind til puderummet. Han græder voldsomt, men halvstille. Jeg kan se der er noget, der gør ondt. Jeg kommer derhen og opdager at han bløder ret kraftigt. Han holder om fingeren. Jeg tager fat om hånden og fingeren og holder om ham, mens jeg spørger ind til uheldet. Anton forklarer at fingeren er kommet i klemme. ”Må jeg se?” spørger jeg. Han slipper taget om fingeren, og der hænger spidsen af hans pegefinger og dingler. Chokeret tager jeg fat om fingeren, får hevet ham på benene og guider ham oven på. ”Hanne, Hanne!” råber jeg, for at få kontakt til min kollega. Hun kommer gående og jeg skynder mig at fortælle hvad der er sket. Hun går på kontoret for at ringe til skadestuen og Antons forældre, mens jeg prøver at stoppe blødningen og få Anton til at falde til ro.

Ovenstående er selvfølgelig ikke hverdag. Heldigvis kommer børn ikke så alvorligt til skade hver dag, men dagligt oplever jeg splittelse imellem flere børn og situationer, der behøver min opmærksomhed. Denne dag har jeg ofte tænkt tilbage på med gru. Føj for en oplevelse. En oplevelse, der kunne have været forhindret, hvis vi havde været voksne nok til at sende en i kælderen. Eller i hvert fald voksne nok til at kunne reagere første gang nogle børn ønskede vores opmærksomhed.

Jeg ved godt, at du ikke kan finde et sted i den offentlige sektor, hvor de ikke synes de skal bruge flere penge og er pressede i deres arbejde, men det er mennesker jeg arbejder med. Ligesom sygeplejersker og lærer arbejder vi pædagoger med mennesker. Man kan ikke sætte mennesker på hold. Mennesker kan ikke gemmes i indbakken til næste dag eller til efter frokosten. Mennesker kan ikke vinges af når de er læst og besvaret.

E-mails og undersøgelser har ikke basale behov der skal dækkes. De skal ikke tørres i numsen, have noget at spise og trøstes. Tal og statistikker får ikke lavt selvværd og en ødelæggende og destruktiv adfærd, hvis de ikke føler sig set. De har ikke brug for ekstra omsorg, fordi deres mor er psykisk syg eller deres forældre skal skilles.

Så kære SF; Jeg er som pædagog ansat inden for daginstitutionsområdet, meget taknemmelig for at se jeres krav om flere pædagoger! – Vil I ikke nok sende pædagogerne herhen. Hen til os børn og pædagoger i landets daginstitutioner, som alle lider gevaldigt under mange års nedskæringer?! Send pengene her hen så jeg får mulighed for at hjælpe jeres børn, uanset deres behov. Send pengene herhen så jeg kan udføre mit arbejde ordentligt og dermed skabe robuste børn med selvværd, der er glade og nysgerrige og dermed har mod på livet og dets udfordringer. Send pædagogerne herhen, så jeg kan få kollegaer, der ligesom jeg, ønsker det bedste for børnene. Der ønsker at hjælpe børnene med at bygge et solidt fundament, der kan gøre at de ikke kommer ud af den forkerte bane allerede fra livets start.

Heldigvis var det en blodig finger, Anton havde brug for hjælp til – Den kan lappes. Men hvad så når besparelserne betyder ødelæggelser, der ikke bare kan lappes?!

 

– Lad os investere i mennesket –