Hvis ordene virkelig skabte vores virkelighed

Hvis ordene virkelig skabte vores virkelighed – så ville den virkelighed vel ikke presse en masse pædagoger ud over kanten…….

Tidligt fri, flot klart vintervejr og stadig en smule udsalg i city. Smilet er stort og dankortet sidder løst. Og endnu bedre, jeg møder en forhenværende kollega, som jeg ikke har set længe. Vi står og snakker på den solbeskinnede gågade og jeg spørger til min gamle arbejdsplads og folkene der. Hun fortæller, at en af de dygtige engagerede pædagoger ”er gået ned med stress”. 14 dage tidligere talte jeg med en anden gammel kollega fra et andet sted, som kunne fortælle en lignende historie. Faktisk har jeg inden for en lille måneds tid hørt om 5 pædagoger jeg kender, som er eller har været ramt af stress. For to af dem havde det udviklet sig til depression/angst og alle havde eller havde haft meget lange sygemeldinger. To af dem var aldrig vendt tilbage til deres job……
Måneden før hørte jeg også om nogle stykker og måneden før og…….

Vi er mange som har prøvet det. Oplevet den invaliderende følelse af bare slet ikke at slå til. Søvnløse nætter, åndenød, grådanfald, tankemylder og en hjerne der slår sikringerne.  Jeg fik et vink med en vognstang, den dag jeg var godt på vej til arbejde i min bil med to forskellige sandaler på og min hund på passagersædet.
En stressramt ven beskrev det således: ”Den følelse det giver, hvis ens barn er ved at løbe ud foran en stor lastbil – sådan har jeg det HELE TIDEN”

En af de fæle tanker man kan have i den forbindelse er, at man da bare er den eneste, der ikke kan ”se lyset”, at man åbenbart ikke evner at være positiv, innovativ, anerkendende, løsnings- og handlingsorienteret nok. At ”Ja-hatten” ikke passer og at ”nuet” hele tiden smutter ud mellem fingrene på én.

Fordi, når man er tilhænger af trosretningen AI (Appreciative Inquiry ), så ved man jo at  ”Ordene skaber vores virkelighed”, ”Det er som det er” og at man skal undersøge sine succeser og bruge dem til at blive endnu bedre…..

Jeg ER stor tilhænger af en anerkendende og nysgerrig tilgang til mine medmennesker OG jeg tror på at alle trives og udvikles bedst i et positivt formuleret miljø.

MEN (og allerede her er jeg nærmest blasfemisk, for det ord må man slet ikke bruge i anerkendende kommunikation, idet det underkender der før sagte/skrevne  – men det er så også lidt formålet i dette tilfælde….) jeg synes, at det er med til at placere et kæmpe ansvar hos den enkelte, også for ting man har ingen, eller meget ringe indflydelse på. Så får man så bare ansvaret for at finde ud af ”at være i det”. Den positive psykologi og mantraen ”Ordene skaber vores virkelighed”, bliver ofte brugt til at sluge bitre piller, som nedskæringer eller andre forringelser, der vanskeliggør vores arbejde. Vi skal så se den som (spændende) udfordringer, tage” jahatten” på og med udgangspunkt i alt det der virker, skabe nye, og meget gerne bedre virkeligheder.
Kan man ikke det så fejler man (noget)

Kære medpædagoger. Det er ok at kritisere forholdene. Det er ok at fortælle at man altså ikke kan være positiv når ens arbejdsforhold bliver urimelige. Det er ok at tage ”nejhatten” på.

Det kræver mod, tryghed og sammenhold. Vi skal have støvet det gode gamle begreb ”solidaritet” af igen. Engang var det grundlaget for fagforeningen, måske vi skulle tilstræbe det igen. Vi skal ikke bare bruge vores faglighed til at løbe afsted med tungen ude af halsen og leve op til en masse krav, som ikke efterfølges af rimelige ressourcer.  Vi må også gerne bruge vores faglighed til at sætte hælene i og sige STOP. SAMMEN i SOLIDARITET og den TRYGHED, og GENNEMSLAGSKRAFT den giver.