Sidste dag

Nu ligger børnehaven øde hen. Det sidste barn er hentet. Al latter og leg er forstummet. Jeg står her og mærker stilheden sænke sig over huset. Stuerne står gabende tomme og kun legetøjet på hylderne vidner om, at her for et øjeblik siden var en masse liv.

Jeg tager en sidste runde i huset og ender på min stue. Jeg kigger rundt og fornemmer livet, der er blevet levet her.

Hvor ofte har jeg ikke siddet ved det høje bord og tegnet, klippet. limet, spillet og talt om løst og fast. Talt om at være glad for, at det lige nøjagtig er mormor, der henter i dag eller hvem, der skal med hjem og lege.

Jeg kigger over på den slidte blå sofa og mindes mange gode timer. Timer fyldt med historier om alt fra Alfons Åbergs fødselsdagsfest med Faster Fifi, Peter Pedal og Den Grimme Ælling. Til tider var der så fyldt i sofaen, at vi måtte placere stole rundt om, så alle kunne være med! Jeg trækker på smilebåndet, når jeg kigger på de små borde og stole. For søren da, hvor har det tit været hårdt for ryggen. Men hvilket potentiale i disse små møbler. Bordene har fungeret som scene til optrædende og syngende børn, som tømmerflåde på det vilde hav og vendt på den rigtige måde, som rammer for en hule. Stolene har ofte, placeret i snorlige rækker, ageret tomme bussæder i en bus kørt af en skrap buschauffør.

Jeg nikker genkendende til tegningerne på væggene. Der er mange minder, og jeg ved nøjagtig, hvad de forestiller og hvilken historie, der ligger bag. For jeg var der, da de blev lavet. Jeg var der, da vi talte om prinser og prinsesser. Jeg var der, da vi sammen trådte ind i fantasiens verden og opfandt sjove figurer. Jeg var der, da vi talte om, hvor vandet kommer fra og dengang vi funderede over, om de irske dværge virkelig sover i en fingerbøl. Jeg var der også, da vi lavede en drage og med fælles hjælp fik den op at flyve. Jeg var der, når vi talte om at være gode ved hinanden og huske at tale pænt til hinanden. Jeg var der, når I byggede kæmpe huler, lavede dukketeater, hoppede i sofaen og lavede cirkus for hinanden. Jeg var der, når vi talte om de gode og de onde. Jeg fik lov til, at høre om alle de forunderlige tanker en 4 årige kan have. Jeg var tilstede og jeg føler mig heldig. Heldig, fordi jeg trods alskens ydre omstændigheder blev lukket ind og fik lov til at deltage.

Jeg kigger rundt en sidste gang og føler en vis tomhed men også en indre glæde over, at jeg har været med til at bidrage til et godt børneliv. Et fristed for leg og et rum til at være den man er. Jeg lukker døren til stuen og siger hermed også farvel til en stor gruppe børn, deres familier og deres forskellige historier.

Jeg går ned gennem gangen (Denne gang, som altid har indbudt til løb eller i hvertfald til meget hurtig gang) Jeg tager min jakke på og tasken over skuldren og går ud og låser.

Jeg har lukkevagten i dag. Selvvalgt! For lige nøjagtig i dag vil jeg lukke og slukke for 10 år. Ti år- fra nyuddannet til efterhånden erfaren pædagog. Vejen har været fyldt med dejlige børn, familier, kollegaer, skiftende politiske påvirkninger, besparelser, forringelser, spændende udfordringer og en masse glæde.

Min rejse, som pædagog slutter ikke nu- men den ender her i dette hus. Dette er mit sidste farvel men også en ny begyndelse!

 

Kommentarer