Rundsav på albuerne eller omstillingsparathed ?

 

Jeg er på arbejde i børnehaven kl. er 13.15 og jeg er ved at få ryddet bordene på stuen. Vi skal snart have frugt, der er børn på vej ind fra legepladsen, de er i garderoben som ligger i forlængelse af stuen, stemningen er høj, børnene er plaskvåde og de har hygget sig i vandpytterne.

Jeg tænker lige, at når børnene har fået vasket fingre, har fundet deres pladser og frugt, og jeg har hjulpet dem der ikke selv kan åbne poserne og gerne vil har skåret deres æbler, skal jeg lige have tjekket hvor meget af det våde tøj der skal i tørreskabet.

Et par af drengene kommer ind på stuen og stiler mod det lille legerum. De åbner døren og jeg kan høre høje protester, fra de to piger der leger derinde. Jeg er på vej derover for at opklare hvad den eventuelle konflikt handler om, da der i det samme lyder et højt bump og et skrig fra garderoben. Jeg vender skuden og løber ud i garderoben i stedet – et barn er faldet på hovedet ned fra bænken og blodet står ud af hendes næse.

DILEMMA jeg er alene på stuen med 15 børn, der er 4 i konflikt på stuen, der er en med næseblod og evt. et par løse fortænder i garderoben.

Det her er min hverdag, i dette dilemma står jeg og mine kollegaer dagligt.

Selvfølgelig vælger jeg barnet med næseblod, på bekostning af de to piger der nu står grædende på stuen, fordi de to drenge ‘tog’ deres leg – som børnene i vores institution kalder det.

Ønskescenariet er, at der var en personale mere på stuen, som havde sørget for trøst til barnet med næseblod, og havde været i garderoben og forebygget uheldet.

Så havde jeg mulighed for at hjælpe de to drenge, til at forhandle med pigerne om legen. Vi kunne have talt om, at pigerne legede der nu, og jeg kunne hjælpe dem med at finde et andet sted.

Jeg kunne have guidet dem i at spørge, om de kunne lege alle sammen. Hvis svaret havde været nej, kunne jeg have hjulpet dem med at acceptere, at de ikke kunne være der lige nu.

Den erfaring de har fået i stedet er; Hvis jeg har rundsave på albuerne, får jeg det jeg vil have. Er det den slags mennesker der er brug for i det danske samfund, så er normeringen jo ok, men det tror jeg ikke vi ønsker for den danske velfærdsstat.

Det er nu vi skal fortælle vores hverdagshistorier og dele vores tanker om den virkelighed vi arbejder i. Vi skal fortælle hvor mange kompromisser vi går på, på bekostning af de børn vi sender videre ud i det danske samfund.

Vi skal have en bedre normering nu, hvis vi vil have omstillingsparate forhandlingsvillige mennesker i det danske samfund og ikke borgere der maser sig frem på andres bekostning.