Er du blevet smidt ud i dag?

Dørene er lukkede på den lange gang og jeg hører, hvordan læreren beder sine elever om at finde deres bøger. Jeg er som klubpædagog, ikke en del af undervisning, derfor går jeg min runde som social ambulance. De har en masse de skal nå. Efter 5 minutter møder jeg den første elev ude på gangen, som jeg også kender som medlem af klubben. Jeg spørger lidt kækt: ”Er du allerede blevet smidt ud? ”. Drengen kigger op og siger: ”Nej, jeg har bare brug for lidt luft”. Jeg tænker mit – noget med at eleverne faktisk lige har haft frikvarter.

Jeg foresætter min vandring og snart møder jeg den næste elev, der sidder sammenkrøbet op ad et vindue. Jeg spørger: ”Hva’ da… er der sket noget? ”. Eleven kigger op med tomme øjne og siger: ”Stine, jeg har virkelig ondt i maven”. Jeg sætter mig ned og taler med eleven og konstaterer, at eleven ikke er syg. Jeg foreslår eleven at komme op i klubben senere på dagen, men eleven afslår min ide, da han skal hjem og lave lektier. Og sådan kan jeg forsætte den næste time og der er nok at lave, mange tomme øjne og trætte sjæle.

Klokken er 16.00 og klubben dufter af boller. Eleverne har nu skiftet titel til medlem. Et medlem spørger mig, hvad kan vi lave i dag og jeg giver mig til at remse op. Vi går ned i krea-rummet og finder neglelakken frem. Hurtigt kommer en gruppe piger og snakken går højt. Vi taler om dagens konflikter og drenge. Pludselig rejser den første pige sig og hiver iPhone op af lommen: ”Shit, jeg skal hjem, jeg har ikke tid, jeg skal hjem og lave lektier og være sammen med min familie… Ses”. De andre piger reagerer hurtigt: ”Ej… bliv nu”. Jeg mærker tydeligt pigens dilemma og dårlige samvittighed, og jeg svarer: ”Det var ærgerligt, jeg forstår dig godt”. Pigen styrter ud af døren og sætter et aftryk på dørkarmen med den våde neglelak.

Jeg oplever et markant skift ude på gangen. Tidligere mødte jeg elever, som havde for meget energi, der blev godt og gammeldags smidt uden for døren. Gangene emmede af sprudlende og udadvendt energi. En energi de kunne tage med i klubben og bruge. I dag mærker jeg at gangene er tunge og fyldt med angst, ondt i maven og klubben bliver en svingdør for noget, man altid kommer for sent til. Det er noget nyt, noget anerledes.

Vi skal alle sende vores unge godt på vej ind i arbejdslivet som kloge, intellektuelle, fagligt bevidste, men også kloge på livet, hinanden og sig selv.

Men jeg er urolig for, at heldagskolen kvæler den læring, der skal til for at vores børn kan blive gode samfundsborgere og få et godt arbejde. Vi ønsker alle at vores unge skal gå ubekymret ud i verden og på arbejdsmarkedet. Vi skal danne og uddanne gode borgere, der ikke kun måler sig selv i karakterer, men som også bærer sig igennem tilværelsen med et selvværd og sociale kompetencer uden ondt i maven.

Jeg stiller spørgsmål til, om der er plads til at lære dette i den nye og anerledes skole. Kan man overhovedet sætte livsduelighed på skemaet? Er det ikke processer der skal opstå i uforpligtende fællesskaber, nye oplevelser, mødet med det ukendte, et ubekendt skema. Det er netop det fritiden kan tilbyde og vi fritidspædagoger kan tilbyde. Her er det lovligt at lave fejl og her er der plads til fordybelse og til at tænke anderledes i trygge rammer. Her møder man nye venner og møder en voksen, der har tid til at sætte sig ned og være sammen.

Så stop lige op, kollegaer, ledere, forældre. Hvad oplever du, den nye og anerledes skole er med til at gøre ved vores børn og unge?

Husk at fritidslæring er en ligeså vigtig del af vejen mod et voksen liv. Og imens forsætter jeg som social ambulance.