Tak Zoniya!

For mange år siden da jeg stadig arbejdede i vuggestue, startede der en lille kurdisk pige ved navn Zoniya. Hun var en spinkel lille en, knapt 2,4 år gammel, og hun forstod ikke et ord dansk. Hun var blevet passet af hendes bedstemor hele ugen, medens hendes mor gik på arbejde. Hendes far var stadig i hjemlandet. Hendes mor var dygtig til dansk og ville rigtig gerne integreres i vort samfund, derfor skulle Zoniya i vuggestue.

De første dage efter, hvor hendes mor skulle på arbejdet, var totalt hjerteskærende – i den forstand at hun blev afleveret et fremmed sted hvor hun jo ikke engang forstod hvad vi sagde…. og tolke, ja dem kunne man kun få med til forældresamtalerne…. Men på et eller andet plan fik Zoniya og jeg klikket – midt i vores kaotiske møde af tårer og fortvivlelse, fandt hun trøst i mig og tillid til mig og jeg var hendes voksne på stuen. Efterhånden faldt hun til, og vuggestuen blev hendes andet yndlingssted ved siden af hendes hjem. Hun fik også tillid til de andre voksne efterhånden som forståelsen for sproget udviklede sig. Hendes far kom til landet og lærte efterhånden med spæde skridt vort svære sprog, og selvom han ikke kunne tale i lange sætninger, ville han så gerne snakke. Jeg hjalp også familien på vej hvis der var noget de havde brug for at snakke om eller hjælp til.

Dagen kom hvor Zoniya skulle videre i børnehave – hun klarede sig rigtigt godt og glædede sig til at skulle videre med sine venner. Et par år efter er jeg i skoven med vuggestuen, vi har skovprojekt. Vi passerer på afstand en skoleklasse der også er på skovtur, og pludselig er der en der løber imod mig og råber mit navn: “Margit!” – Det var Zoniya, jeg havde ikke set hende i lang tid og nu kom hun løbende og faldt mig om halsen – jeg fik tårer i øjnene og en klump i halsen – (også i dette øjeblik hvor jeg skriver om hende) – men hvor var det bare skønt sådan at blive genkendt og krammet på.

Et uforglemmeligt øjeblik hvor jeg kunne sige til mig selv, at der havde jeg gjort en forskel!!!

Jeg har for et års tid siden mødt hendes mor  og to små brødre i bussen – hendes ene lillebror har også gået i vores nu børnehus – og moderen sagde: “Hej Margit (hun kunne huske hvad jeg hed) dejligt at møde dig. Zoniya er jo blevet en stor pige nu, men hun taler stadig om dig derhjemme…..”

Kommentarer