Mit valg. Dit valg ?!

 

 

En stille nat for snart mange år siden.  En kold septembernat.  Klokken var lidt i 3 om natten, og jeg lå sødt og sov i min seng. Da blev jeg vækket af en høj lyd som flænsede luften og brød nattens stilhed. Luften sitrede helt og jeg sprang pr instinkt og træning ud af sengen, uden reelt at tænke særlig mange tanker. Løb ned ad gangen, hen til mit skab, som stod åbent. Støvler og bukser stod placeret i en ”død brandmand”, som jeg havde placeret dem i, da jeg var tjekket ind til vagt en del timer forinden. Kom hurtigt i tøjet. Dette havde taget et par minutter og efter de obligatoriske 5 minutter var vi på vej….

Jeg sad bagerst i Automobilsprøjten, og sad og gennemgik mit udstyr. Tog de sidste ting på, og prøvede på at gøre mig mentalt parat. Lyttede intens til opgaven, som blev gennemgået, imens jeg prøve at oplade mentalt.  Vi var på vej til et privat hjem, et 1planshus. En brand var opstået, årsag ukendt. Alarmen var slået af nabokonen. Husets beboere var en mand og kvinde i 30´erne, deres datter på 4 og deres søn på omkring 1 år. Huset stod så meget i flammer, så naboen havde opgivet sit forsøg på at komme i kontakt med beboerene. Statussen gennemgik jeg i mit hoved, og prøvede at gøre mig så parat som jeg overhoved kunne. En mand, en kvinde og to børn. De var min primære opgave når vi nåede frem. 2 Min til ankomst, blev der sagt fra passagersædet. Ilt apparatet blev tjekket en sidste gang. Så var vi der. Man havde kunnet se lyset fra flammerne fra lang afstand, og i det jeg stod ud af bilen, blev jeg mødt af en varmebølge. Det første jeg registrerer var at husets vinduer var kuld sorte, hvilket var et fare tegn, om at her skulle jeg passe på, for der kunne opstå eksplosioner, en såkaldt overtænding.. Masken blev sat på, og jeg tog min slange i hånden, og gik som den første ind i huset.

Tusinde tanker fløj igennem mit hoved, hvor og hvem ville jeg finde. Var de i live ?. Som jeg bevægede mig længere ind i huset, slog realiteterne mig som en forhammer. Ilden var voldsom, billeder fra filmen Flammehav kunne have været optaget her, og som jeg bevægede mig videre ind i huset, havde ilden godt fat. Jeg fik bevæget mig ind i det som viste sig at være et af husets 3 soveværelse. Det viste sig at være husets søns soveværelse. I hjørnet i en hvid seng, en af dem fra Ikea, og som kan vokse med barnet, lå han, iklædt en blå pyjamas med små får på. Livløs. Jeg tog ham og meddelte over intercom, at jeg havde fundet ham, og at jeg var på vej ud med ham. Hold 2 og 3 måtte fortsætte undersøgelsen og slukningen af huset. Jeg tog drengen i mine arme, og banede mig baglæns ud af huset, imens jeg forsøgte at holde ilden stangen. Efter det som virkede som timer, men som reelt kun var 5-10 min, var jeg uden for, i sikkerhed, hvor et holdt læger, stod parat til at overtage ham. Nu begyndte kampen for at redde drengen, og få pustet livet tilbage i hans lille krop, hvilket viste sig at være håbløst..

Denne oplevelse var grunden til at jeg måtte tage nogle store valg i mit liv. Jeg havde oplevelsen af ikke at slå til, og oplevelsen af at fejle i min mission. Dette holdt jeg ikke til, var min erkendelse. Et var at slukke brænde, at skulle redde dyr eller voksne mennesker ud. At stå med et lille barn, var mere end hvad min psyke kunne holde til. Selv med den uddannelse og træning jeg havde, selv med de kompetencer og uddannelse som lægen stod med, så lykkedes det os ikke at redde ham.

 

Jeg valgte af forskellige omveje at blive Pædagog, for at gøre en forskel for børn. At være med til at skabe rammerne for det godt børneliv, og være med til at skabe fremtidens borgere. Jeg sidder nu med lidt af den samme afmagt og frustration som jeg gjorde den gang som Brandmand. Jeg er trænet og uddannet til at udvikle børn, at værne om børnenes tarv og det gode børneliv. Et godt børneliv, som er defineret ved et liv hvor der er plads til det at være barn, et liv hvor man lærer ved sine interaktioner med andre børn og voksne. Et liv hvor der er plads til refleksion, fordybning og nærvær. Hvor hvert enkelt barn er unikt, og skal mødes som sådanne. Et børneliv hvor barnet er i centrum, og ikke profit, men hvor der er omsorg for et sind som er i brand, der sættes højest på den samfundsmæssige dagsorden.

Min oplevelse er, at rammen for at skabe det gode børneliv efterhånden ikke findes. Argumentet om, at når man er i en krise tid, er der ikke råd, til at poste penge ind i daginstitutionerne og opprioritere børneområdet, er noget vrøvl i min optik.

Alene i 2012, har kommunerne ifølge BUPL, tænkt sig at spare 325 millioner kroner på daginstitutionsområdet.  Samtidig er der i en periode på godt 2 år, blevet knap 1900 færre pædagoger til at varetage de pædagogiske opgaver. At argumentet omkring Finans krise bliver brugt gang på gang, mener jeg ikke er holdbart. I en rapport fra SFI, er man nået frem til at veluddannet personale, samt gode normeringer, har positiv betydning for børns udvikling.  Ikke kun på den korte bane, men også på sigt i barnets liv. Derfor skal vi invester, i stedet for at nedprioritere området. Vi skal stoppe den dagsorden, hvor profit kommer før mennesket, og hvor dagsordenen kun er kortsigtet. Vi skal turde have langsigtede visioner om hvor vi vil hen som samfund. Jeg mener, at vi skal investere i vores børn, og via dem, skabe et samfund hvor der stadig er plads og rum til alle, ligegyldigt potentialer og evner.

 

 

 

Kommentarer