Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag.

Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag, så ville ingen have haft tid til at sidde ved siden af Anton og få ham til at tro på, at han godt kan klare opgaverne i tysk.

Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag, så ville nogen nok alligevel have stillet sig imellem Johannes og Simon, da de begyndte at slås – men der ville næppe have været nogen, som havde haft tid til at tale episoden igennem med dem bagefter. Måske var de ikke blevet gode venner igen.

Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag, så ville Maren ikke kun have siddet for sig selv og følt sig alene i tre timer – men i syv timer.

Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag, så havde ingen haft tid til at tale med Emmelie, da hun sad på trappen og råbte skrid til hele verden. Ingen ville have haft mulighed for at tale med hende om vreden, som hun følte. Måske var hun gået fra skolen igen. Måske havde hun ikke fået oplevelsen af, at nogen kunne hjælpe hende – bare lidt.

Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag, så havde ingen haft tid til at være der for Thorbjørn, da han blev så gal på sig selv, at han kastede med stolene og smed ting på gulvet. Ingen ville have haft tid til at hjælpe ham med at rumme sit pludselige selvhad udsprunget af en følelse af utilstrækkelighed. Måske havde han ikke opdaget det positive; hvor hurtigt han nu kan få kontrol over følelserne og endda har overskud nok til at rydde op efter sig selv. Måske var han ikke gået hjem med et smil, men med en endnu større vrede rettet imod sig selv.

Hvis jeg ikke havde været på arbejde idag, så kunne jeg ikke skrive så konkret til dig om sådan en helt almindelig mandag.
Og det er rigtigt, når jeg siger, at det overhovedet ikke er børnene, der er noget galt med. Selvom det er de børn, du sikkert hører om i nyhederne og frygter at dit eget barn kommer i klasse med. Jeg kan forsikre dig om, at der i alle de børn, bor en lille dreng, eller en lille pige, som bare drømmer om at høre til, have betydning og være rigtig nok til sin omverdens accept. Og det er ikke løgn, når jeg siger, at lærerne ikke er dovne eller ikke vil hjælpe. De gør skam alt, hvad de kan. Men de har bare rigeligt at se til, for de underviser rigtig meget. De har også sjældent tid til møder med en samarbejdspartner som mig.

Efter sådan en helt almindelig mandag, så har jeg brug for nogen at tale med. Men der er ingen at tale med. De har ikke tid, og iøvrigt skal alle hjem, for vi har fri. Så jeg tager hjem og er fyldt op af følelser som har taget bolig i min krop og med alt for mange tanker som roder i mit hoved. Jeg tager hjem og ved, at jeg slet ikke har gjort nok.

Men tænk, hvis jeg ikke havde været på arbejde idag.