At være i en verden som reagerer.

For en uge siden tog jeg toget til Københavns hovedbanegård. En hjemløs stod og solgte Hus Forbi. Jeg havde ingen kontanter på mig, men vi fik øjenkontakt, så jeg smilede til ham. Han gengældte ikke mit smil. Idet jeg passerede ham, hørte jeg ham mumle vredt “Så går du dér og griner af mig.. du synes nok, det er skidesjovt, hva´?”. Jeg mærkede både frygt og forvirring. Jeg hader det, men faktum er, at jeg bliver bange for vrede, som jeg ikke helt forstår. Men hvis han virkelig troede noget så forkert om, hvad der lå bag mit smil, så kunne jeg ikke bare lade som ingenting. Så jeg standsede op og vendte rundt. Jeg spurgte ham: “Hvad for noget? Tror du, at jeg gør grin med dig?” “Ja”, svarede han “Du gik der og grinte af mig!”
Jeg fortalte ham, at jeg køber Hus Forbi op til flere gange om måneden, men ikke havde kontanter på mig nu. Derfor kunne jeg ikke købe hans avis. Jeg fortalte ham, at jeg mener, alle mennesker er lige meget værd og derfor synes jeg, at det er ubegribelig tarveligt at ignorere et medmenneske, som står og passer sit arbejde – et arbejde der involverer håbet om at nogen vil tage kontakt. Manden gav mig et klem og ønskede mig en god dag. Jeg hader at blive misforstået. Jeg hader det så meget, at forskrækkelsen stadig sad i kroppen, da jeg gik videre.

At blogge og skrive, endda få noget trykt i aviser, og vide at andre både kan misforstå, mene det modsatte og finde på at reagere på det, det er fortsat angstprovokerende for mig. Men mens jeg gik ned ad gaden i København, så gik det op for mig, at det har en positiv effekt. For et halvt år siden ville jeg nemlig ikke være vendt om for at rette op på misforståelsen om mit smil. Men det gjorde jeg nu. Det turde jeg nu.

I begyndelsen af sommerferien skrev min lærerkollega og jeg en kronik, som blev trykt i Information. Vi skrev kronikken, fordi vi ikke kunne holde ud kun at høre på andres fordomme om folkeskolen. Vi var trætte af at skulle sammenlignes med kineserne. Vi skrev kronikken for at fortælle, hvor godt et samarbejde mellem en lærer og en pædagog kan være og hvor fint resultatet kan blive. Det var et modsvar til mediernes ensidige fremstilling af folkeskolen og os som faggrupper. Kronikken var hverken et for eller imod reformen. Men en del valgte at opfatte det sådan. Det var som om vi i deres optik havde valgt side, fordi vi havde skrevet om noget som fungerede. Da jeg læste deres kommentarer blev jeg i første omgang bange og forvirret. Den slags forskrækkelse som kommer af en uforudset reaktion fra andre. For når vi glædede os til at komme tilbage efter sommerferien, så var det jo ikke fordi vi var ellevilde med forandringerne eller ønskede at være usolidariske. Men fordi det at være engageret i børns liv, det ikke forsvinder sådan lige uden videre. Reformer eller ej. Og det var sådan set det vores kronik handlede om; at være engageret og opleve at kunne gøre en forskel. Vi ville fortælle noget om, hvad der virker. Vi håbede måske endda at en enkelt politiker ville tænke “Det lyder fedt. Det skal vi da bruge penge på i vores folkeskoler”.

Efterårsferien er slut, dagene bliver atter møghamrende lange, vi er udfordret som bare pokker – men jeg tør godt skrive det: Jeg glæder mig til at se børnene igen imorgen. Jeg elsker mit arbejde.

Kommentarer