Pædagoger med X Factor

Hvis man tænder tv’et fredag aften for at blive klogere på musik eller for at høre gode sangere, bliver man skuffet. I stedet møder man en konkurrence, hvor fokus er på, om den ene eller anden bliver ekskluderet og på hvilken måde.

Det mest underholdende er dommernes mere eller mindre raffinerede måder at fortælle den håbefulde wannabe, at der altså ikke er noget talent at bygge videre på. Hvis man ikke på forhånd har mobbekulturen inde under huden, så kan man da lære noget hér.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi.

Stjernen i programmet er Thomas Blachman. Hans budskab er, at man skal kunne mærke, hvem sangeren er. Du skal røre mig, siger han. Samtidig er han selv tildelt rollen som den kolde kyniske fisk. Hvornår er nogen sidst blevet rørt af ham – i X Factor, naturligvis. Hvordan han er som privatperson, ser vi netop ikke noget til.

Ulykkeligt, når dommerne som professionelle sangere, musikere, producere osv. kun får lov at udfolde sig som mobbende, fordømmende og bedrevidende. Lad os i stedet høre noget af den omsorg, støtte og ikke mindst mervidenhed, de også indeholder.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi. Vel at mærke på et sagligt og fagligt grundlag. Ikke som lægmand tolker det: at man roser den rædselsfulde tegning, lille Peter har brugt et splitsekund på at kradse ned eller at man erstatter ordene ”forhindringer” og ”barrierer” med ”udfordringer” og ”udviklingspotentialer”.

De historieløse vil have glemt det, men for en årrække siden var der et talentprogram, som hed ”Stjerne for en aften”. Set på afstand adskilte det sig på et væsentligt punkt fra X Factor: det var deltagerne, som var i centrum. Jeg husker flere sangere, men aner ikke, hvem der var dommerpanel. Ironisk nok, for netop navnet på programmet indikerer, at det er 15 minuts of fame. Om nogle år vil X Factor blive husket for Blachmans bramfri og grænseoverskridende facon, ikke for de gode sangere. Og desværre heller ikke for det budskab, dommerne måtte have haft.

Naturligvis er jeg ikke uberørt af den klassiske dødssynd hovmod. Jeg så gerne mit navn blive udødeliggjort. Alligevel så jeg hellere, at det er mine ord og tanker, som overlever mig. Som pædagog har man et andet menneskes liv i sine hænder. Det er et stort ansvar. Der kan skrives tykke bøger om det impact, et andet betydningsfuldt menneske præger os med. I det perspektiv er det lige meget, om man husker, hvem der sagde det. Budskabet er det vigtigste.

Jeg håber, du fangede mit. Budskab altså. Navnet var Andresen. Bjarne W. Andresen.

Kommentarer