Så let er det at fremme børns præstationer!

“Jeg var så glad til morgen, fordi jeg gerne ville i skole. Det var ikke noget, som jeg følte mig tvunget til. Det var noget, som jeg godt gad. Jeg vidste, at jeg skulle ha´ en lærer, som jeg rigtig godt kan li´, og jeg lærer rigtig meget.”
(Citat: Nynne)

Jeg havde en sindssyg mandag. Jeg har i det hele taget haft en sindssyg start på det her skoleår. Guderne skal vide, at jeg har taget det dér med skolereformen i stiv arm. Med fokus på fordelene forestillede jeg mig, at det ville blive lettere at være lærernes samarbejdspartner.
Der er ikke noget som helst der er blevet lettere. Alle har bare mere travlt.

Jeg skrev forleden et blogindlæg “Hvis vi lader evidens blive det nye sort, taber vi menneskeligheden”. Heri nævnte jeg John Hattie. Men som en kollega fremhævede: Hattie ér jo inde på relationerne som en af de mest betydningsfulde faktorer for læring! Først da, gik det op for mig, hvad der egentlig provokerer mig. Det er de politiske prioriteringer, det er udlægningen af forskningen og det er den eksemplariske video af en undervisningssituation. På mig virkede videoen som propaganda: Se hvor let det er at fremme børns præstationer! Mens det komplicerede måtte stå ubeskrevet hen. Måske fordi det væsentligste er det ordløse som kræver tid. Tid til nærvær. Og noget af det eneste vi aldrig kan effektivisere er nærvær.

At opbygge en tillidsfuld relation stiller krav om at kunne afgive kontrol og om at have mod til at bryde sin egen dagsorden. For når Adam pludselig siger: “Min mor kom ikke hjem i weekenden” så lægger han sit hjerte i den udvalgte voksnes hænder. Alt afhænger af dette øjeblik. Men en presset og fortravlet voksen spørger ikke åbent til Adams hjerte som ligger der og bløder i de varme hænder. For kun en voksen som har tid, og som føler sig i ro med sig selv, kan undgå at blive bange. Kun en voksen som har haft tid til refleksion, kan afvige sin dagsorden for at gå ind i en følelsesmæssig kontakt og gribe det uventede, det sårbare og det personlige.
Antorini sagde, at børn skulle have mere tid sammen med de voksne på skolen. Børn får ikke gavn af mere tid sammen med lærere og pædagoger, hvis de hele tiden skal haste videre.

Jeg gik positivt ind til reformen. Men her nogle uger efter start, må jeg erkende, at det er op af bakke. Og det er ikke kun fagligheden, jeg er bekymret for. Det er nærværet, det er menneskeligheden.
Hvis der var hænder nok og skolens professionelle kunne forberede sig og finde refleksionstid sammen, så kunne vi supplere hinanden meningsfuldt. På den måde kan det mest utrolige lykkes. Jeg ved det, for jeg har set det, jeg har været med til at skabe det. Lige nu frygter jeg, at jeg aldrig mere skal opleve den glæde. For nærvær kan ikke effektiviseres og børn kan nu engang bedst li´ – og lære af – voksne som er nærværende.

Kommentarer