Tidsrøver – en tilståelse

Jeg tør stjæle den tid, jeg ikke får. Og jeg gør det. Tit og mange gange hver dag. Lige præcist så ofte som jeg ser mulighed for det.

Jeg er nok det, nogen vil betegne som afhængig. Men jeg gør det altså ikke i det skjulte. Jeg gør det faktisk meget åbenlyst.

I starten gjorde jeg det, fordi nogen opfordrede mig til det. Med tiden har jeg selv oplevet effekten af det. Derfor fortsætter jeg.

 Jeg er blevet tidsrøver

Jeg går rundt og er forberedt på det nu, hvor jeg skal skynde mig at trække tiden. Fordi øjeblikket viser sig. Øjeblikket som den enestående chance…

… dér jeg griber nuet. Jeg forhaler det. Det lille splitsekund mellem dig og mig. Hvor vi viser, hvem vi er og tør forholde os til hinanden. Hvor vi bliver hinandens vidner på, at vi har noget tilfælles. Vores fælles nu. Der hvor meningen med det menneskelige møde bliver uendeligt større.

Og hva’ så hvis tiden først kommer, når den er gået? Når tiden vi delte – det lille nu – er blevet fundament for ny erkendelse, handling og forandring.

Når tiden, jeg stjal, er blevet til en ny tid. Så er tiden inde. Igen.

Kommentarer