Pædagoger under pres

Jeg husker hende tydeligt, selvom det er over et år siden nu. Hun havde kort hår og briller, var klædt i neutrale farver og var vel sidst i 50’erne. Hun var tydeligvis ikke vant til at stille sig op foran en forsamling og så næsten ud til at have fortrudt, da oplægsholderen pegede på hende. Men hun gjorde det, fordi det oplæg vi lige havde hørt havde ramt hende lige i maven.  Oplægget handlede om hvor følelsesmæssigt krævende pædagogers arbejde efterhånden er blevet og at det for mange har den konsekvens, at de ikke har mentalt overskud til at opretholde et socialt liv udenfor arbejde. Vi er som pædagoger omgivet af mennesker i timevis, som kræver vores uafbrudte opmærksomhed. Vores arbejde går i vid udstrækning ud på, at vi sætter os i andre menneskers sted, mærker stemninger og sindstilstande, for at forstå og agere ud fra en pædagogisk betragtning. Det kræver en høj grad af mentalt overskud fra den enkelte pædagog, at håndtere andre menneskers vrede, glæde, sorg, frustration og magtesløshed. Det mentale overskud driver man i øjeblikket rovdrift på, når man presser flere børn ind i institutionerne til færre pædagoger.

Hun fortalte, med lettere rystende stemme, at hun igennem de sidste 5-10 år havde mistet kontakten til stort set hele sin sociale omgangskreds. Når hun kom hjem fra arbejdet som pædagog i en børnehave, var hun så drænet for overskud, at hun mentalt set slog persiennerne ned. Hun forsøgte hårdnakket at mobilisere et overskud, når hendes mand en sjælden gang imellem havde inviteret gæster, men endte som regel med at gå tidligt i seng. Hun var bekymret for at hun om få år, når hun gik på efterløn, ville blive ensom, fordi hun ikke havde holdt kontakten med alle de mennesker, som betød noget for hende.

Jeg kom i tanke om hende i går, da Danmarks Statistik ringede til mig. Jeg blev spurgt om lidt af hvert omkring min økonomiske situation og personlige vaner. Jeg svarede venligt og ikke mindst ærligt på alle spørgsmål, mens jeg tænkte at de lovede 5 minutter da snart måtte være gået, så jeg kunne komme i gang med aftensmaden. Den sympatiske stemme i den anden ende af røret, som jeg ellers havde svaret så venligt igen, stillede så pludselig, som lyn fra en klar himmel, et spørgsmål som jeg helst ikke ville svare på.

Hun spurgte om hvor tit jeg mødes, i eller uden for hjemmet, med venner og/eller omgangskreds. Flere gange om ugen, én gang om ugen, 2-3 gange på en måned, én gang om måneden, af og til, sjældent eller aldrig? Jeg har været pædagog i snart 10 år og for bare 5 år siden ville jeg have svaret ærligt, at jeg da i hvert fald mødtes med venner et par gange om ugen. Men mit arbejde har, som for mange andre pædagoger, ændret karakter. Der er igennem min tid som pædagog kommet flere børn pr. voksen og endnu flere børn med særlige behov, flere krav om dokumentation og om at være ”på”. Jeg er træt når jeg kommer hjem fra arbejde og har egentlig mest lyst til at nyde stilheden. Men jeg har også børn som kræver min opmærksomhed og et familieliv som skal fungere. Og mit arbejde som pædagog gør faktisk, at jeg har været nødt til at nedprioritere mit sociale liv udenfor arbejde, hvis jeg ikke skulle brænde sammen mentalt. Jeg var nødt til at lyve for både mig selv og Danmarks Statistik den dag og svare, at jeg (i hvert fald…) én gang om ugen mødes til sociale sammenkomster…

Det er uden tvivl ironisk at jeg og andre pædagoger, hvis kerneopgave er at sikre andre menneskers livskvalitet, ikke er i stand til at opretholde et socialt liv selv. Hvornår begynder de politikere, som sidder og prioriterer ressourcerne, at få øjnene op for, at de midler det pædagogiske område får tildelt skal svare til virkeligheden? Giv os venligst nogle rimelige arbejdsforhold og vores livskvalitet tilbage.

Kommentarer