Når man føler så meget, at man skammer sig.

Engang imellem har jeg godt nok været vred. Jeg kan være en sand fontæne af følelser. Værst er vreden.

Indskudt bemærkning: Hvis jeg nogensinde får brug for at søge nyt job, vil jeg gerne lige starte med at imødekomme en eventuel problemstilling og slå fast, at min nuværende chef har smilet og sagt, at det jo trods alt er meget sjældent jeg bli´r vred på jobbet.

Der er ingen undskyldning for at bande alt for meget, smække med en dør eller kaste med en kuglepen. Men der er altid en forklaring.

Jeg har nogle grundlæggende værdier: Ingen bør misbruges eller udnyttes af andre og alle skal have en chance for at udvikle sig positivt. Og især børn, alle børn, skal have en mulighed for at blive set, hørt og forstået.

Hvis jeg møder et massivt angreb på, eller en konsekvent ligegyldighed overfor, mine værdier, så kan jeg opleve en decideret kortslutning i kroppen.

Det gør pludselig for ondt.
Det er eksistentiel ensomhed, frit fald. En skræk i kroppen, en rædsel for verdens undergang – begyndende med dem som har allermest brug for andre, fordi de andre bare vender ryggen til. Jeg kan ikke holde det ud.

Det meste af mit liv har jeg hørt på, at jeg er nærtagende, for følsom og tænker for meget. Jeg har fået besked på at lære at sætte et værn op, at være ligeglad – og tænke mindre. Nu har jeg prøvet i cirka 40 år.
Konklusion: Det virker ikke!

Jeg tror på en bedre verden. Jeg ønsker at alt levende skal behandles godt, og at vi skal dele vores fælles planet, så der er nok til alle. Utopisk. Tåbeligt og utopisk! Men hvis jeg ikke får lov til at tro på det, så visner jeg væk.

Jeg brænder ikke ud af at brænde. Jeg brænder ud, hvis andre hele tiden mener, at jeg burde være anderledes. Hvis jeg ikke står ved mig selv, så bliver jeg jo til ingenting. Hvis jeg ikke står ved mine værdier, så går jeg i stykker.

Jeg skammer mig sommetider over mine følelser, når de fylder meget. Jeg kan ikke skjule dem, og de er for det meste svære for andre at forstå. Det er ensomt. Sommetider kommer de til udtryk på den helt forkerte måde, jeg mister kontrollen og jeg hader det.

Hvis jeg var min egen bedste ven, så ville jeg sige til mig selv, at jeg ikke skulle ønske mig spor anderledes end jeg er. Der er nok som kan lave statistikkerne, teste, måle, veje og vurdere, være ligeglade og vende ryggen til. Men der er ikke ret mange som tør mærke. Jeg ville sige til mig selv, at jeg skal være stolt af mit åbne hjerte.

Kommentarer