Så få dig dog et liv!

“Helt ærligt, Rikke. Skulle du ikke begynde at koncentrere dig om andre ting?”

“Der ér jo andet i livet end arbejde!”

“Slap nu af, det er jo kun et arbejde”

Nej, det er ej!
Det er små menneskers liv, følelser og hverdag det handler om. Det er grundlaget for deres fremtid. Det er deres selvværd og deres selvtillid som er på spil. Ikke mindst deres tillid til voksne og deres mulighed for at føle sig forbundet med deres omverden. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig noget mere meningsfuldt. Læger og sygeplejersker redder liv. Det gør pædagoger også – bare i en anden forstand.

Forleden havde jeg en oplevelse som gjorde mig opmærksom på, at jeg stadig ikke ved nok. Jeg ved f.eks. ikke nok om børn med krigstraumer. Så fredag eftermiddag gik jeg forbi biblioteket og lånte bøger om det. Jeg har tænkt mig at læse dem i min fritid. Du kan mene, at jeg er overansvarlig i forhold til mit arbejde. Men jeg gør det, fordi jeg føler et medmenneskeligt og etisk ansvar overfor de mennesker, som jeg møder gennem mit arbejde. Vi deler den samme verden og nu er de ramlet ned i min virkelighed. Jeg kan ikke finde ud af at være ligeglad.

At være dedikeret i forhold til de mennesker er ikke et bevidst valg. Det er noget jeg ikke kan lade være med. Ligesom jeg ikke kan lade være med at skrive. I det, som er mit liv, giver det mening. Det giver mening for mig at være sådan. At gøre sådan.

Når jeg får fri fra arbejde har jeg været omgivet af andre mennesker i timevis. Timer som består af afbrydelser, uforudsete hændelser, gråd, sorg, vrede, frustration, magtesløshed – og heldigvis ind i mellem glæde. Jeg kommer hjem og er udmattet. Jeg kommer hjem og har givet næsten alt det bedste jeg har. Det gode der er tilbage får mine egne børn. Og bagefter vil jeg bare gerne være i fred. Jeg vil skrive, læse, tænke eller sove. Så hvis du ringer, så svarer jeg nok ikke. Hvis du skriver en sms kan du risikere, at jeg ikke orker skrive tilbage.

Jeg finder muligvis aldrig den store kærlighed og bliver nogens hustru. Jeg kommer helt sikkert ikke til at gå til en masse fester og få en kæmpestor vennekreds. Det er fint, hvis det er dét I andre gør, fordi det gør jer glade og giver jer mening. Men jeg vil gerne bede jer holde op med at fortælle mig, at mit arbejde kun er et arbejde og at give mig gode råd om at tænke mindre på det. For jeg holder rigtig meget af mit liv som det er.

Mit arbejde består i at støtte andre mennesker så de kan finde mod til at følge deres livs bestemmelse.

Jeg kan ikke forestille mig en mere meningsfuld måde at leve mit liv på.

Kommentarer