Ingefær og pædagogik

I skal se følgende sceneri for jer: En kvinde først i 20’erne, blikket flakker rundt mellem hylderne i en eller anden dagligvare butik. Lægger en vare i kurven. Tager den op igen. Hen til grønsagerne – måske kan man starte der? Kigger i en anden kvindes kurv for at afkode hvilken fremgangsmåde og vigtigere hvad mål, sammensætningen af hendes varer afslører.  Tankemylder… Betyder panering at lave noget på en pande? Vilde ris, brune ris, grødris. Og hvad f….. i h…… er husblas?

Hvorfor står hun mellem hylderne og knuger ingefærknolde i hænderne, når hun tydeligvis intet begreb har om sit forehavende? Det gør hun, fordi hun har overstået to middage hos sin kæreste, hvilket i en kønsrolle-stereotyp, idéforladt, usagt, best practice forholdsmanual tvinger hende ind i rollen som værtinde for tredje middag. Jeg ender med at købe ti breve Knorkoppen med porre og kartoffel, der kort inden Bjarne ringer på døren, piskes sammen i to liter kogt vand med en gaffel.

Det handler grundlæggende ikke om en medfødt antipati mod opskrifter, mere om timing, intuition, interesse. Om håndværk. Eller rettere mangel på samme. Har ingen kvaler ved at bruge hjortetaksalt, hvis posen med bagepulver er tom og så videre…

Denne skødesløse holdning er fraværende i mit faglige virke. Jeg har en udtalt respekt for kernen af mit fag: Mødet mellem mennesker. Det fysiske møde mellem to mennesker i et konkret rum, hvor man rækker hånden frem, og siger sit navn – giver sig tilkende. Giver andre mulighed for at få kendskab til én.

Mødet… Det pædagogiske møde, hvor hænder ikke altid finder hinanden på halvvejen. Hvor det er min opgave at forlade mit ståsted, så jeg fanger din hånd alligevel. En naturlig orientering mod det, der ligger mellem linjerne, i pauserne i en sætning, i et sænket blik. Alt sammen i en bevidst søgen mod det givne punkt mellem dig og mig, hvor vi når hinanden. Det punkt, der forbinder os, hvor vi skaber en forbindelse, hvor mødet giver mening – for både dig og mig.

Mødet, der ligger som urokkelig præmis for, om jeg kan forstå dig, og kan tage dig ved hånden derhen, hvor jeg tror, du er klar til at være. Mødet, der giver dig lyst til at komme med… eller tillid nok til at lade mig føre dig.

Mødet… Ikke den teoretiske fortælling om mødet, hvor dem udenfor det konkrete rum kigger ind, og beskriver hændernes vej til hinanden uden blik for nuancerne i det specifikke øjeblik, hvor hænderne fangede hinanden – ikke for anmassende, ikke for vagt.

Det pædagogiske møde – forbindelsen – det der binder os sammen. Det handler om timing, intuition, om interesse. Om håndværk.

Kommentarer