Jeg har været pædagog i 100 år

Jeg har været pædagog i 100 år. Eller i hvert fald i 33. I starten var det meget anderledes. Vi bestemte selv, hvad børnene skulle lave. Der var vilde diskussioner mellem de strukturerede pædagoger og vækstpædagogerne. Vi anså, hver især ’de andre’ for at være helt galt afmarcheret. Senere undersøgelser har vist, at børnene i de forskellige institutioner ikke mærkede den store forskel. Eller rettere, det børnene kunne huske var om der var rart at være, om det var nogle søde voksne og om de havde venner og nogle af de lege, de havde.

Men,  vi ville jo det samme. Vi ønskede alle at børnene skulle udvikle sig til fantastiske mennesker, med hjertet på rette sted og med lysten og interessen for deres omverden intakt.

Men vi gjorde ikke det samme.

Jeg var struktureret pædagog. Vi havde mange ’sprogbørn’, så vi startede altid dagen med rytmik, for kroppen skal bruges, når sproget halter, det ved enhver pædagog. Bagefter forskellige ’emnearbejder’, det kunne være: ”Hvad laver min mor og far når de er på arbejde? ”, eller ”Børn i andre lande”, eller måske: ”Fra korn til brød”. Alle emnearbejder handlede om dels at tale om emnet, tegne, male synge om det, dels at ’opsøge’ emnet: altså besøge og røre ved.

Ind i mellem var der (selvfølgelig) ’fri leg’, som lige som nu, også blev brugt til at observere de enkelte børn, både alene og i samvær med andre. ’Hvordan har han/hun det? ’, er der nogle problemer? hvilke? men også hvad interesserer dette barn? hvad gør ham/hende glad’ – så man havde baggrund for, i fællesskab med kollegerne, at lægge en plan for arbejdet i børnehaven.

Jeg husker det, som var jeg sammen med børnene hele dagen. Og vores leder var også med det meste af tiden, selv om hun ind i mellem måtte ’gå fra’ for at ordne noget administrativt.

Vi fik mange børn, som havde et problematisk liv. Men inden, blev vi altid ringet op fra pladsanvisningen og spurgt om vi ville tage dette barn, med de og de vanskeligheder? Vi kunne sige fra, hvis vi f.eks. havde (for) mange børn med vanskeligheder i forvejen, eller hvis vi havde en problematisk personalesituation. Det var der forståelse for. Jeg husker det, som om der var stor indsigt i vores institutions styrker og svagheder, og forståelse i det hele taget.

Sådan er det ikke længere. Det føles som om, der bliver mindre og mindre tillid til at jeg og mine kolleger faktisk har styr på, hvordan vi sammensætter et godt børneliv og mere og mere tro på at andre, udefrakommende såkaldte ’eksperter’ ved, hvad der skal til.

Resultatet er nedslående. Virkeligheden i dag er, at alt for mange kolleger går ned med flaget, bliver syge, skifter branche eller ’brænder ud’. For i dag skal det pædagogiske arbejde måles og vejes og sættes i system og evalueres og dokumenteres. Men det er ikke til gavn for børnene. Det er ikke til gavn for pædagogerne.

Er det egentlig til gavn for nogen?!