Hvad nu hvis de “ser” noget helt forkert?

Vi holder forældresamtaler, og flere gange får jeg en ‘aha’ oplevelse, og en underlig fornemmelse inden i. Flere forældre fortæller, hvor glade de er for at have deres børn hos os, samtidig tager de hatten af for det arbejde, vi udfører hver dag. De fortæller, at de godt kan forstå, at vi ikke kan være alle steder hele tiden.

Det er totalt fedt at blive anerkendt i, at man udfører et godt stykke arbejde, og at forældrene er trygge ved at aflevere deres børn i vores varetægt. Men, hvordan skal kan vi få forældrene til at hjælpe med at kæmpe vores kamp, hvis de er tilfredse med det de har nu?

Det kan vi kun ved at fortælle dem sandheden. At vi faktisk kunne gøre meget mere for deres børn, hvis vi havde midlerne til det! Kan det være rimeligt, at vi har under en halv time om dagen til det enkelte barn? Hvordan kan vi nå at tilgodese deres individuelle behov og dække disse behov?

Jens vil gerne skubbes på gyngerne, Niels står igen og hænger for sig selv, Sine har tisset i bukserne og en gruppe drenge spiller fodbold, men er blevet uenige om reglerne. Vi er to pædagoger til de 20 børn på legepladsen, heldigvis leger mange godt selv, men lige nu har vi faktisk brug for at være 4 steder på en gang. Niels har brug for at finde nogle han kan lege med, og brug for at jeg eller min kollega kan støtte ham i legen, så han ikke trækker sig igen, vi kender Niels’ behov og ønsker at støtte ham, men hvis en af os ikke griber ind i fodbold spillet, vil de snart slås og spillet vil blive opløst. En af os, er tydeligvis, nødt til at gå med Sine ind, da hun ikke kan løbe rundt med våde bukser, samtidig har hun brug for trøst, da hun er ulykkelig over hun ikke nåede ind. Dette betyder altså at vi svigter mindst 2 børn denne formiddag. Så det vi siger er ”Ja vi så jeres barn i dag, men kunne ikke hjælpe med at dække de behov han havde.”

Så hvis vi kun fortæller forældrene alle succes historierne, hvordan skulle de så have en jordisk chance for at vide hvilke forholde deres børn befinder sig i hver dag? Dette er en svær opgave, for alle vil heller vise at man har styr tingende, frem for at vise hvad der kan gøres bedre. Men for at styrke forholdet mellem personale og forældre, er man også nødt til at vise de udfordringer vi arbejder med hver dag.

Vi skulle have daginstitutioner, hvor der var uddannet personale nok, så man havde mulighed for at tilgodese alles behov og udvise den nærvær og omsorg, der kræves for at skabe et miljø hvor børnene kan være nysgerrige, udvikle sig og dannes i, så forældrene med god samvittighed kan aflevere deres børn hver dag.

Kommentarer