Når fortiden indhenter en…

For mange år siden hængte jeg et A4 papir op på mit arbejde, hvor der stod, ”En god dag kommer ikke dårligt tilbage”. Om det var en påmindelse til lærere og pædagoger, eller om det var til børnene mindes jeg ikke. Faktum var at børnene var i dagbehandlingsinstitutionen fordi det at gå i den almindelige folkeskole ikke var en mulighed. Ungerne havde meget svært ved at være sammen med andre, og næste ethvert krav fra de voksne blev mødt med modstand.

Alt det havde jeg glemt, da jeg nærmest klamrede mig fast til en cross-trainer maskine i det lokale fitnesscenter, hvis eneste formål er at få en til at stønne og forbrænde lidt fedt. Som alle de andre  brugere stod jeg der i tanktop og løbebukser med blikket stift rettet mod tv-skærmen med morgen tv, for ikke at komme til grine af de andre, der lige som jeg kæmpede for livet denne mandag morgen…. Til min store skræk går det op for mig, at jeg er blevet genkendt, og at en siger mit navn på den anden side af musikken der flyder ind i mit øre fra iPod én. På fitness-maskinen ved siden af, står der en ung dame som jeg ved første blik ikke kan genkende. Høfligt tager jeg hovedtelefonerne ud af øret, og den unge dame fortælle, at hun for år tilbage var elev i den tidligere omtalte dagbehandlingsinstitution. Min første tanke var, at hvis hun var blevet så gammel måtte det være nogle år siden, og at jeg så uden at opdage det måtte være blevet tilsvarende gammel, og at den tanktop jeg havde på måske ikke helt passede til min alder. Selvfølgelig kender jeg hende,hun var endnu en af de piger der var kvikke nok, men bare havde det utrolig svært ved at være sammen med andre børn på en fornuftig måde.

Efter de almindelige høflighedsfraser og hinandens usagte accept af, at vi godt kan snakke sammen selv om jeg lugter af sved, kommer vi til at snakke om gamle dage. Sandra kunne fortælle om masser af gode  oplevelser, som vi har haft sammen, og som hun har haft med det øvrige personale, og til sidst siger hun ” Jeg forstår ikke at I kunne holde os ud, når vi var så besværlige, og hvordan kunne I overhoved finde tid i hverdagen til at sidde og snakke og hygge med os”? Det eneste svar som min hjerne havde ilt nok til at fremstamme var, at ”Sådan er det nok bare at være pædagog”.

Sandra fortæller til sidst, at hun faktisk selv efter hun var startet på en ungdomsuddannelse, var blevet overrasket over, at hun klarede sig så godt, når hun tænkte på sin besværlige start i folkeskolen inden hun kom ud til os. Selv om cross-trainer maskinen nærmest havde fået mig til at hyperventilere, kunne jeg kun fremstamme, at ”Lige meget hvad, så er vi glade for det går dig godt”.

Til min store overraskelse har jeg overskredet de 40 minutters træning, og opdager at jeg har travlt for at nå på arbejde til tiden… Hurtigt hopper jeg ned fra torturinstrumentet, og i det jeg lander peb min læg af smerte. Ud over min egen banden, kan jeg se Sandra kigge på mig, ryste på hovedet og sige, ”ja ja, en god træning kommer ikke dårligt tilbage. ”..

En ting ud over en øm læg tog jeg med mig fra den fitness-træning, at hvis vi pædagoger får mulighederne og roen til at gøre vores arbejde, så kan vi ændre tilværelsen til det bedre for rigtig mange, der ellers ville have haft en ringe chancer. Derfor er en investering i pædagoger en investering i fremtiden…..

Og Sandra,  hun arbejder nu hårdt på at blive sygeplejerske…

Kommentarer