Heldigvis er jeg oftest syg på mine fridage.

Jeg er alt for tit syg. Det er virkelig ikke pjæk. Det er heller ikke bare off-dage det drejer sig om. Jeg bliver simpelthen hele tiden syg. Ofte er det dog så heldigt, at det rammer en ferie eller en weekend, så det ikke går for meget udover mit arbejde.

Jeg begyndte at få ondt i halsen igår. Hele natten har jeg vendt og drejet mig mens feberfornemmelsen sitrede  i kroppen. Jeg håbede sådan, det ville gå over.

Det er søndag idag, men jeg havde alligevel sat mit vækkeur til kl. 7. Der er så meget jeg skal nå på mine fridage, for ellers kan jeg ikke få hverdagene til at hænge sammen. Men da mit vækkeur ringede, måtte jeg opgive mine planer.

Mit hoved føles som om det skal eksplodere. En skarp smerte fra venstre øre jager konstant igennem kæbe og tænder. Jeg pudser hele tiden næse. Det eneste jeg har lyst til er at sove.

For ikke ret længe siden var jeg også syg. På min 2. sygedag, som var en fredag,  blev jeg ringet op af en leder, som ville høre til mig. Der var blot tale om en omsorgssamtale. Mandag var jeg stadig ikke rask, men jeg tog alligevel på arbejde, fordi opringningen havde gjort mig urolig. Også selvom det var blevet understreget, at der blot var tale om omsorg. Med det samme jeg ankom til min arbejdsplads tog jeg kontakt til mine ledere. Jeg havde brug for at spørge, hvorfor de havde ringet så hurtigt. Jeg havde også brug for at sikre mig, at det ikke er fordi de er utilfredse med min arbejdsindsats. De understregede, at det absolut kun var for at spørge til mig. Ikke for at stresse mig. Og så fortalte de, at det er fordi man i kommunen har vedtaget, at alle medarbejdere som sygemelder sig, skal ringes op senest på 3. sygedag og altid på en fredag. Der er evidens for, at det nedbringer sygefraværet, når ledelsen hurtigt tager kontakt til sine medarbejdere.

Jeg følte mig nærtagende, for beskeden afhjalp ikke min uro.

Det er som om, der er noget som er større end mig, der hele tiden sørger for, at jeg føler mig utilstrækkelig og ikke god nok.

Jeg ved med mig selv, at jeg tager på arbejde igen imorgen mandag. Jeg ved også, at mandage altid er travle, og at jeg måske ikke når at spise min frokost. Men det er alligevel bedre at løbe rundt med drønende hovedpine og kleenex i lommen, end det er at blive hjemme med dårlig samvittighed. Og slås endnu mere med frygten for at blive sparet væk, fordi jeg ikke slår til.

 

Kommentarer