Børn og pædagoger holdes udenfor- spørger vi de rette?

Selvstændighed og hjælpsomhed, er nogle af de værdier som vi pædagoger fremelsker i alle aspekter af vores samvær og omsorg for børn – også når der ikke er maleværksted og rytmik på programmet. Det undrer mig, når jeg på forsiden af Politiken kan læse, at vuggestuebørn går glip af værdifuld læring om eftermiddagen, og ikke en eneste pædagog figurerer i artiklen. Jeg ved hvem Niels Egelund er og Stig Brostrøm. De er betydningsfulde eksperter indenfor børn og unge området og bliver ofte inddraget i faglige debatter. Men er pædagoger ikke også eksperter?

Jeg er pædagog og arbejder i en vuggestue. I min dagligdag er det mig der er eksperten, mig forældrene henvender sig til, når de vil vide om deres barn trives og får dækket sit behov for læring og omsorg. Udover læring, fokuseres der i artiklen på manglende normering og dårlig planlægning fra pædagogernes side. Min påstand er, at læring ikke kun foregår i de voksenstyrede planlagte aktiviteter. Når de såkaldte eksperter udtaler, at det er et spørgsmål om normering og for mange praktiske opgaver, så hører jeg beklageligvis en mangel på viden om hvilke aktiviteter der har værdi og ikke mindst potentiale for både læring og udvikling.

Som vuggestuepædagog ved jeg hvor meget planlægning, faglighed og værdi der ligger i de såkaldte ”praktiske opgaver” som blandt andet bleskift og spisning. Det er både meningsfulde og essentielle rum for udvikling og læring. Når Emil vågner, ser jeg ham, hjælper ham i tøjet. Han får en ren ble, og i disse handlinger støtter jeg ham i hans selvhjulpenhed og følelsen af at kunne selv. Han vokser en halv meter når han selv får hevet strømperne på fødderne, og når han hjælper Alfred, der lige har lært at gå, med at bære kurven med tøj. Samtidig opnår de en større fornemmelse for egen krop og sproglig udvikling, da vi benævner de enkelte kropsdele under denne aktivitet. Jeg kunne blive ved…

Så med udgangspunkt i ovenstående vil jeg gerne byde op til debat om hvordan man definerer aktiviteter med læringspotentiale. I den sammenhæng, vil jeg gerne appellere til, at vi som hverdagens eksperter, bliver inddraget i langt højere grad end tilfældet er i dag. Så kan det være Niels Egelund og andre eksperter, kunne lære noget, og forældrene kunne få et langt mere nuanceret billede af indholdet af deres børns virkelighed.