Vågner i natten…

 

… vågner af en drøm. Ja ja – jeg ved det godt – overskriften er tyvstjålet! Men det er nu engang det, jeg af og til gør, vågner midt om natten. Min mor gør det samme. Eller hun vågner sent om aftenen efter at være faldet i søvn på sofaen foran fjernsynet. Hun vågner ofte med et råb ”weee” eller med sætningen ”uuh, hvad er klokken, jeg kommer for sent!” – og er helt forvirret og rundt på gulvet. Derhjemme griner vi som regel af hende, og beder hende gå ind i sengen og sove i stedet for at ligge på sofaen, men inderst inde ved vi godt, at det ikke er sjovt. Der er jo en grund til, at hun vågner på den måde – med et sæt, forvirret og bange. Hun er bange for at have glemt at skulle på arbejde. Hun har simpelthen en iboende frygt for at komme for sent på arbejde! Så vi griner måske af det, men vi ved godt, at der kan ligge noget mere alvorligt bag. Måske et tegn på den stress, som efterhånden er så almindelig i vores samfund?

Jeg vågner ikke på samme måde om natten og er forvirret. Jeg vågner af og til om natten, og jeg drømmer ofte om arbejdet. Men jeg drømmer også, når jeg er vågen. Og det er dé drømme, jeg er mest bange for at vågne fra. Drømme, der indeholder håb, visioner, ønsker og fremdrift. Drømme om hverdagen og fremtiden – om samfundet, om mig selv og om arbejdslivet. Og de drømme er i virkeligheden truede! Jeg går naturligvis ikke rundt og lever i en drømmeverden, i en form for utopisk dagdrøm, men drømme og håb er vigtige – og jeg har ikke lyst til at blive vækket, eller pludselig at se mine drømme blive til mareridt. Nej, jeg har drømme og visioner, og dem vil jeg holde fast i!

Jeg drømmer om en fremtid med mere tid – tid til børnene i daginstitutionerne. En fremtid hvor barnets trivsel og udvikling er i centrum. Hvor der er gode rammer for leg og læring, og hvor vi som pædagoger aktivt deltager og tager ansvar for at skabe disse rammer. Jeg håber ikke, at mine drømme kvæles i økonomiske og politiske strategier. Nej, jeg vil hellere kæmpe for at opfylde drømme og stræbe mod nye!