Andenrangsprofession?!

Det er lige efter frokost og vi skal alle på legepladsen.

Emil har taget støvler og jakke på og står nu helt henne ved døren med hånden på dørhåndtaget. Jeg siger til ham, at han skal tage regnbukser på, fordi der er vådt udenfor. Han kigger på mig og siger “vil du hente dem til mig?” Jeg siger nej, fordi jeg er ved at hjælpe et andet barn og synes, han selv skal gøre det.
To minutter efter kan jeg se, at han stadig står med hånden på dørhåndtaget, og stadig ikke har regnbukser på. Jeg tænker hurtigt, og det går op for mig, at han ikke vil hente bukserne fordi han så skal slippe håndtaget og derfor ikke kommer først ud på legepladsen.
Emil er en dreng, der tit har konflikter med både børn og voksne, og der er ingen tvivl om, at han trænger til at opleve, at voksne også kan andet end at skælde ud. Han trænger også til at opleve, at voksne anerkender ham og er til at stole på.

Jeg henter hans regnbukser og går hen til døren med dem og siger “hvis du tager bukser på, så skal jeg nok holde på dørhåndtaget for dig”. Han kigger mig hurtigt i øjnene, og da jeg lægger hånden på dørhåndtaget, slipper han det og tager regnbukserne på.
Mens han tager dem på, sætter jeg mig på hug ved siden af ham og spørger om han gerne vil først på legepladsen, hvortil han nikker, læner sig lidt hen mod mig og hvisker “jeg vil gerne have en løbecykel”. Jeg smiler til ham og nikker. Da han er færdig med bukserne, overtager han håndtaget, og da vi går på legepladsen, er han den første ude af døren og den stolte indehaver af en løbecykel!

1067310_67828717

I denne situation føler Emil sig set og føler at hans følelser bliver anerkendt. Hans tillid til voksne bliver styrket, og han oplever at en voksen også kan være til at stole på.
Det er et af disse øjeblikke, der sker så tit i løbet af en dag, og det er i disse øjeblikke, vi gør en forskel og viser vores faglighed.

I gode vuggestuer og børnehaver udfører vi et arbejde, der er så sindssygt vigtigt for os allesammen, fordi vi formår at skabe legende, inkluderende læringsmiljøer, hvor vi udvikler børnene til at indgå i fællesskaber, der kommer os alle til gode.
Hvis et barn skal få det optimale ud af senere skolegang, kræver det at barnet er tilstrækkelig udviklet socialt og personligt, ellers kan barnet ikke koncentrere sig om undervisningen. Og hvis et barn ikke har fået trænet de førskriftsproglige kompetencer, før skolestart, så får barnet sværere ved at lære at læse og skrive.

Vi er ikke bare opbevaring indtil skolen starter, vuggestue og børnehave har værdi i sig selv, og den værdi bliver vi nødt til at italesætte meget mere, for som det er lige nu, er der ingen tvivl om, at pædagogfaget anses som en andenrangsprofession.

Vi har været alt for dårlige til at beskrive, hvad det er for et arbejde, vi udfører, og vi har ikke formået at vise, hvor meget betydning, det har for børnene, at de bliver mødt af nærværende voksne, der kan lære dem at fordybe sig.

Hvis vi vil tages seriøst, når vi beder om flere ressourcer, og bedre normeringer, må vi også blive bedre til at beskrive, hvad det er vi skal bruge det til, og vi må vise at pædagogfaget ikke er en andenrangsprofession, men en stolt profession med fagligheden i orden!