De stille bliver let ‘overset’.

1080505_37643941

Det er jeg sidder til personalemøde, der er god stemning, dejlige kollegaer, der nyder et øjeblik til at få snakke sammen. Der bliver gennemgået nogle ting. Men en ting giver mig kuldegysninger, jeg læser på tavlen igen, har jeg set og hørt rigtig? -Der er blevet lavet et regnestykke, hvor man har taget alle de ansattes børnetimer og divideret med det antal børn der er i huset. Det giver et klokke klart billede af, hvor få ressourcer der er til det enkelte bare – 4,17 timer i UGEN! Ikke engang en halv time om dagen har vi til hvert barn.
Jeg har altid været opmærksom på at der er få ressourcer i daginstitutionerne, men er første gang, jeg har set det på denne måde, og jeg er på mange måder en smule målløs.

Det betyder altså at når Mikkel har behov for en voksen, til at komme igennem dagen, uden alt for mange nederlag, så får Jens ikke den opmærksomhed, han har lige så meget krav på. Så de “stille” børn, faktisk giver deres 4,17 timer om ugen, til de børn der gør opmærksom på sig selv.
Er der noget at sige til at der i Danmark, har haft et voldsomt ‘udbrud af special’ børn? -når den bedst mulige måde at få de voksens opmærksomhed og omsorg på, er at gøre særlig opmærksom på sig selv?

Når jeg tænker på børnene på min egen stue, ville jeg ikke bytte dem for noget andet, men hvor ville jeg ønske jeg havde mere tid til at lave det, de har brug for. En gåtur med en lille gruppe, for at få dem til at se hinanden – Sansemassage, for de børn der har ekstra brug for at mærke deres krops helhed – kreative projekter i små grupper, som styrker utrolig mange ting i barnets udvikling. Sådan kunne jeg blive ved. Nogen ville nok mene det er et planlægnings problem, men hvad så med de øvrige børn på stuen, som jeg ikke kan have med, så skal de kæmpe endnu mere om mine kollegaers opmærksomhed, som lige pludselig får ansvaret for flere børn. Man kan bedst beskrive det som en ond cirkel, for vi har desværre ikke muligheden for at tilgodese det enkelte barns behov hver dag. Men vi gør det så godt vi kan – vi er opmærksomme på problemet, og ønsker ofte at vi kunne dele os, for at være flere steder. Vi går på kompromis, og prioterere at gøre nogle af disse ting alligevel, på ‘bekostning’ af de øvrige børn, desværre sker det ikke så ofte som det burde.

Pointen er vi ved godt hvad der virker – men hverdagen er desværre ikke tilrettelagt til børnenes fordel – så: Kære politikker, som sidder med magten, i vil gerne have et velfærdssamfund, så synes jeg at I skulle se på velfærden i daginstitutionerne, hvad kan vi tilbyde de kommendes generationer, husk det er deres udvikling og trivsel der står på spil.