Who cares – det jo bare pædagoguddannelsen!

Ja i medierne hedder det sig at børns liv først begynder når de skal i skole. Ja så hvem gider så egentlig være interesseret i hvordan det går med vores uddannelsen og måden den er sammensat på? Vi jo blot pædagoger. Ja for fan, men vi er vigtige pædagoger og vi er her for at gøre en forskel. Det er nemlig det vi er bedst til.

Christine Antorini: ”Vi har undervurderet pædagogernes betydning og stillet for få krav. Det første skridt må derfor være at vi møder pædagogerne med nøjagtig samme respekt og forventninger som lærerne”

Min grundholdning er, at det er godt at have studerende i vores praksis. Jeg syntes det er vigtigt, at vi som profession er med til at uddanne kommende kollegaer. Vi har et fælles ansvar om at få dygtige pædagoger ud så vores børn bliver mødt at dygtige professionelle. Vi ønsker som praktikinstitution at dele det samfundsmæssige ansvar med seminariet for, at tage ansvar for læring af de studerende. Det glæder mig, at Christine Antorini har set påpædagoguddannelsen og dens indhold. Samfundet er i forandring og det samme er vores profession. Derfor er det godt at se på hvordan uddannelsen skal strikkes sammen så den kvalificerer de studerendes mulighed for at deres uddannelse svarer til det som de skal ud til når deres uddannelse er færdig. Vi skal have hævet barren og de kommende pædagoger skal have været bekendtgjort med at kunne reflektere fagligt alene, men i den grad med sine kollegaer for det er herigennem de blandt andet konverserer omkring deres faglighed. De studerende skal kunne tilrettelægge pædagogikken så den målrettes børnenes niveau. De skal kunne forstå og praktisere inklusion.

Børn fortjener de bedst uddannede pædagoger, og det starter med en styrkelse af pædagoguddannelsen

Jeg ser det ville blive mere optimalt for den studerende hvis de ikke indgår i vores normering, men i stedet får bedre mulighed for at være studerende. De skal have tid til at arbejde med den pædagogik vi praktiserer. En studerende har 32½ time om ugen i sin praktik (halvt år) hvor de 18 af timerne er betalt fra institutionen. Den studerende udfylder dermed en almindelig pædagogstilling i skemalægningen. Det gør det meget problematisk til tider. Som min kollega siger ”Nu skal jeg igen flytte stue, fordi pædagogen på min stue skal være vejleder. Det er jeg ikke glad for”. Det skaber enorm meget uro, at vi skal flytte på vores medhjælpere og skaber dårlig stemning og en dårlig APV (arbejdsplads vurdering). For hvem er det der står for tur næste gang? Vi er skåret så meget ind til benet efter vores minimumsnormering ikke eksisterer mere. Det betyder at der kan komme flere børn ind på en stue end der er plads til. Det har den betydning, at pengene følger børnene og i perioder må vi udskyde vejledningen eller droppe den i enkelte uger. Der er simpelthen for meget at se til og de studerende må løfte en stor opgave. Nedprioriteringen af vejledningen handler ofte om, at der ikke er tid nok. Da vejlederen ofte er en af de andre pædagoger, betyder det, at der skal gå to fra stuen, når der er vejledningssamtaler. Derfor er det en nødvendighed i mine øjne at uddannelsen kun bliver SU dækket og at de studerende får flere uddannelsestimer. Det er heller ikke i orden set fra den studerendes side at komme ud i sin praktik og ikke få de optimale betingelser for læring. Hvordan skal vi som professionelle lære vores studerende hvordan inklusion praktiseres når de ikke kan få lov til at være studerende?  Vi har i mine øjne en forpligtigelse i at uddanne vores studerende.

 Som en studerende siger: ”Når vi kommer ud, skal vi selvfølgelig bidrage til institutionen, men vi skal også modtage, og det er en vejleder med til at sikre”

Ja sådan burde det være men……

Jeg har siden jeg blev uddannet for 12 år siden været vejleder 5-6 gange over en årrække. Jeg vil rigtig gerne være vejleder da jeg syntes det giver mig en indsigt i min egen praksis og det giver mig et andet perspektiv set med de studerendes øjne. Det giver mig også en mulighed for bedre at kunne sætte ord på det jeg yder i min pædagogiske praksis. Jeg må desværre også se i øjnene, at jeg ikke har en vejlederuddannelse og det kan jeg se, at vi som institution skal have. Hvis vi skal kunne sætte krav til vores studerende og seminariet skal vi også kunne give de studerende de optimale vejledningstimer. Krav og forventninger bør vægtes lige. Spørgsmålet er bare, hvem skal betale for at vi sender en kollega på efteruddannelse? Kommunen? Ja, tænker jeg. Det er kommunen der har valgt at vi skal være uddannelseskommune. Vi har som institution ikke økonomi til at sende vores kolleger afsted, og da slet ikke nu hvor regeringen har fjernet SVUen (voksenuddannelsesstøtte).

Når det så er sagt, så må jeg erkende at jeg er dybt skuffet over at seminariet kan få lov til at overrule mig som vejleder. Jeg har det ansvar, at jeg skal være med til at vejlede den studerende til at kunne tilegne sig viden og kunne komme ud i praksis efter endt studietid. Jeg skal derfor vurdere, om jeg mener at den studerende har de kompetencer vi som professionelle skal have. De studerende bidrager med ny viden, ser med nye øjne og stiller sig undrende overfor vores pædagogiske praksis og sætter dermed fokus på læringsmiljøet. Jeg har oplevet at de studerende har nogle læringsmål de skal opfylde. Det kan jeg godt forstå, at man fra seminariets side skal gøre, for at sikre sig at den studerende ikke ”bare” lige kommer igennem deres praktik. Jeg er også med på at disse mål skal opfyldes. Jeg ser som vejleder på om den studerende opfylder disse mål, men jeg ser også på noget helt andet. Set med mine øjne skal man som studerende kunne noget, før man kan opnå sine mål. Man skal kunne formå at lave et godt relations arbejde, kunne have empati, have situationsfornemmelse og overblik, kunne igangsætte aktiviteter, kunne reflektere højt og omsætte disse til praksis, og kunne aflæse børn og voksne. Endvidere skal den studerende deltage aktivt i personalegruppen på lige fod med de ansatte i huset. Som studerende skal man også være fleksibel og omstillingsparat idet den pædagogiske praksis er foranderlig.

Vi skal selvfølgelig som institution give den studerende plads til at være studerende. Vi skal også være engagerede og deltage på indkald og være der for den studerende. Vi skal have forventninger til den studerende og den studerende skal have forventninger til os. Der skal indgås et ligeværdigt samarbejde. Tiden til vejledning skal være til stede for den studerende. For at dette skal være optimalt, ser jeg det nødvendigt at jeg atter gentager vigtigheden af at den studerende skal være ud over vores normering. Det ville kunne skabe bedre betingelser for at kunne gå fra og den studerende kunne få sin ugentlige vejledning og optimal læring.

Nu hvor den nye pædagoguddannelse træder i kraft den 1. juni 2014 glæder det mig, at se at vigtigheden af at vælge sit speciale tidligt i sin uddannelsestid er højt prioriteret. Det er en erkendelse af at når vi er uddannede kan vi ikke alt inden for pædagogverdenen. Det er en erkendelse af at vi hellere ser os med speciale og dermed kan løfte den pædagogiske faglighed højt. Det kommer dermed vores børn og unge til gode. Det glæder mig også at vejlederens rolle bliver ny og at der kommer flere praktikker for den studerende. Syntes dog at der stadig mangler at blive set på om den studerende skal aflønnes via SU.

Vi har en af verdens vigtigste job. Vi skal sikre at vores børn bliver mødt af velkvalificeret pædagoger som kan løfte opgaven og give børn høj kvalitativ pædagogik. Det gøres ved at styrke pædagoguddannelsen og at vi begynder at tale vores fag op.

 kvalitet

 

 

 

Kommentarer